Birgit og Verner har oplevet svigt i både tilliden til ældreplejen og omsorgen til deres forældre, som indtil de blev 92 år var uafhængige af hjælp fra ældreplejen.
Deres opråb om tilstanden i Herning Kommunes ældrepleje er ikke blevet hørt af politikerne, som har ansvaret for, at rammerne for en værdig ældrepleje er gode nok. Og desværre skal man ikke forvente, at sagen er et enestående tilfælde. Det pointerer sektorformand i FOA Tanja Nielsen, efter DR har bragt en sag om gentagne svigt af et ældre ægtepar i Herning Kommune frem i lyset.
”Det er svært at sætte sig ind i, hvordan det må føles at se sine kære leve sine sidste dage på så uværdig en måde. Birgit og Verner giver os et unikt indblik i, hvordan de oplever en ældrepleje tæt på kollaps. Jeg frygter, at flere ældre, pårørende og ansatte oplever det samme over hele landet. Vi kan som samfund ikke være det bekendt.”
Det er Birgit og Verners løbende registrering af dårlige oplevelser i mødet med ældreplejen, som afslører en hårdt presset ældrepleje.
”Det er enestående, at de pårørende har både kendskab til området og ressourcerne til at dokumentere deres oplevelser med ældreplejens kvalitet som helhed. Mange ældre har desværre ikke kræfterne til selv eller hjælp fra andre til at sige fra,” siger Tanja Nielsen.
Ikke kun de pårørende i den konkrete sag har sagt fra. Det samme gør selve embedsværket i kommunen.
I midten af maj skrev cheferne for ældreplejen i Herning Kommune et notat til politikerne i byrådet med en bekymrende, men ærlig, beskrivelse af konsekvenserne af de politiske prioriteringer på ældreområdet.
I notatet beskriver de, hvordan målet og samfundets forventning om en ’personcentreret omsorg’ er mere end udfordret, og hvordan medarbejderne må tilsidesætte deres faglighed.
”Når det når dertil, at den ældre eller de pårørende siger fra, er det for sent. Ansvaret skal tages længe før, vi når til et nødråb. Politikerne har svigtet deres opgave med at afstemme vores forventninger til, hvilken hjælp vi kan få, når vi får behov for den. Man kan ikke med så få uddannede medarbejdere, som det er i tilfældet i Herning sikre ’personcentreret omsorg’”
”Når finanslove vedtages med løfter om værdighed, frihed og helt uden erkendelsen af kvaliteten af den pleje og omsorg, der reelt kan leveres, havner ansvaret for at forklare den ældre eller de pårørende, at der ikke er tid til den nødvendige pleje og omsorg hos den enkelte social- og sundhedshjælper eller -assistent. Det er ikke fair, at personen med mindst indflydelse på velfærdsøkonomien skal stå i den situation,” siger Tanja Nielsen
At ansvaret presses nedad, fremgår af en undersøgelse gennemført blandt FOA-medlemmer i social- og sundhedssektoren.
Her svarer over halvdelen af medlemmerne på plejecentre og i hjemmeplejen, at de mindst ugentligt føler sig utilstrækkelige, fordi de ikke kan levere det, de med deres faglighed ved, borgerne har brug for.
”I årtier har vi set skiftende regeringer effektivisere og undervurdere behovet for ældreplejen i fremtiden. Der er blevet lappet med puljer og pakker i finanslove samtidig med en gradvis udvanding af kvaliteten i ældreplejen, fordi man ikke har taget ansvar for den manglende prioritering og fortalt befolkningen om det. Samtidig har man bundet kommunernes hænder, som uden anvisning skal finde besparelser, og som af frygt for at overskridelse af servicerammen ikke kan bruge de nødvendige penge – og i mange tilfælde må spare på et område, der i den grad har brug for det modsatte,” siger Tanja Nielsen.
Hun kalder på åbenhed og investeringer i vores fælles velfærd.
”Hver gang der kommer fokus på kvaliteten i ældreplejen, ser vi politikere i kø for at handle og ”redde ældreplejen”. Men ældreplejens problemer bliver ikke løst bedre ved at flytte det til det private, som nogen utvivlsomt vil pege på i dag."
”Det er ikke kernen af ældreplejen, empatien og fagligheden mellem medarbejderne og borgerne, der er problemet – det er rammerne for at empatien og fagligheden kan udleves, der fejler noget. Jeg savner i den grad politikere, som træder i karakter og enten laver de nødvendige prioriteringer og står ved dem - enten ved at investere i ældreplejen eller åbent fortæller befolkningen, at der mangler penge og at det vil få konsekvenser,” siger Tanja Nielsen.
