Hjælp andre: Bliv gladere og få et bedre liv

Skrevet af Redaktionen

En ny undersøgelse fra SFI (Statens Institut for Folkesundhed) viser, at jo mere du hjælper andre jo bedre får du det selv. Hvis du hjælper andre mindst én gang om ugen, forhøjer du din chance for at have det godt mentalt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

ABC for mental sundhed

Den nye ”ABC for mental sundhed” viser, at hvis man er hjælpsom og står klar, når andre har brug for hjælp, så har man dobbelt så stor sandsynlighed for at have det godt mentalt.

Undersøgelsen viser, at der er lighed mellem, hvor meget man hjælper, og hvor godt man får det. Jo mere man hjælper - jo bedre får man det.

Studiet viser også, at personer, der gør noget aktivt, meningsfuldt og gør det sammen med andre, har op til fire gange så høj sandsynlighed for at have høj mental sundhed.

Foreningsvirksomhed er utrolig effektiv for mental sundhed

Hvis man for eksempel er en del af en forening, gruppe eller organisation og er aktiv ugentligt i denne, er der omkring 75 procent større sandsynlighed for, at man har høj mental sundhed sammenlignet med, hvis man ikke er en del af en forening, gruppe eller organisation.

Der er to-tre gange så stor sandsynlighed for høj mental sundhed, hvis man er involveret i noget, der udfordrer en, arbejder for en mærkesag, arbejder frivilligt eller hjælper nogen på anden vis.

Lidt har også ret

Hvis man ”kun” er hjælpsom én eller to gange om måneden, forbedrer man sin chance for høj mental sundhed med 40 procent i forhold til, hvis man aldrig hjælper andre.


”Der er mange måder, hvorpå vi kan hjælpe andre. Og lidt har også ret. Altså, man behøver ikke flytte for vennerne hver weekend eller regelmæssig gøre rent for andre for at have det godt. Det kan være mindre ting, såsom at tage posten med op til naboen eller tage en snak med et familiemedlem, der har brug for det,” siger Vibeke Koushede, ekspert i mental sundhedsfremme hos Statens Institut for Folkesundhed og projektleder for ABC for mental sundhed.

Vi er hinandens lykkes smed  

Det er forskere ved Statens Institut for Folkesundhed og ABC for mental sundhed, der står bag det nye studie, hvor 3.500 danskere har besvaret spørgsmål og det er det af sin slags, der går i dybden med danskernes mentale sundhed.

”Dét at hjælpe andre mennesker betyder rigtig meget for vores mentale sundhed og trivsel. Det er måske meget indlysende, fordi vi jo er sociale væsener af natur og har brug for at føle, at vi bidrager, og at andre har brug for os. Ikke desto mindre ved vi, at mange ikke prioriterer at hjælpe kollegaen eller naboen i en travl hverdag, fordi de ikke orker det eller har for meget at se til. Men vi er lykkens smed for hinanden, og når vi hjælper andre, er det hjælp til selvhjælp,” siger Vibeke Koushede.

Fakta:

WHO definerer ”mental sundhed”, som en tilstand af trivsel, hvor man kan udvikle og udfolde sine evner, håndtere belastninger, indgå i positive sociale relationer og bidrage til fællesskabet.

Mental sundhed kan groft sagt inddeles i tre stadier
Høj - moderat - dårlig.
Udenlandske undersøgelser viser, at gruppen med dårlig mental sundhed har næsten 6 gange højere risiko for at udvikle depression end dem med høj mental sundhed, og gruppen med moderat mental sundhed har omkring tre gange øget risiko i forhold til dem med høj mental sundhed.  
Kilde: SFI

Se mere på SFI