Det er netop vedtaget i Folketinget, at der skal nedsættes et permanent Ældreudvalg, og med de udfordringer, som vi står overfor på ældreområdet, er det en overordentlig god ide, mener den danske forsikrings- og pensionsbranche.
Der kommer flere ældre, og den offentlige ældrepleje er under pres som aldrig før. Samtidig stiller danskerne højere krav til deres alderdom end tidligere, så timingen af et nyt udvalg på ældreområdet er en god ide.
"Det er godt og nødvendigt, at Folketinget nu får et selvstændigt Ældreudvalg. Regeringen har bebudet en omkalfatring af ældreplejen, som vi kender den, og derfor er det helt centralt med et folketingsudvalg, der kan fokusere på den opgave," fortæller vicedirektør Jan V. Hansen fra F&P i en pressemeddelelse.
Der er allerede et stort pres på den offentlige ældrepleje i Danmark, og antallet af ældre, der har særlige behov for pleje, seniorboliger, serviceydelser m.v., stiger markant de kommende år.
Og det er ikke kun antallet af ældre, der kommer til at stige. Det gør de fremtidige ældres krav til mere og bedre velfærd også. Så der er nok at tage fat på for det kommende udvalg.
"Vi glæder os over ambitionerne i regeringsgrundlaget og ser frem til at gå ind i reformarbejdet. Vi kan lære rigtigt meget af Holland og Tyskland, når det handler om at øge borgernes selvbestemmelse, udvide det frie valg og give de ældre mere frihed til at bo som de vil. Vi kan se, at det kan gøres på en måde, som samtidig sætter de ansattes faglighed fri og reducerer administrationen til et minimum," siger Jan V. Hansen.
Forsikrings- og pensionsbranchen mener desuden, at der bør skabes bedre rammer for, hvordan branchen i fremtiden kan understøtte det offentlige bedre – også på ældreområdet.
Der er allerede i dag en række eksempler på, at forsikringer og pensioner supplerer finansieringen af velfærdsydelser fra det offentlige og dermed allerede spiller en stor rolle i forhold til at øge velfærden for de ældre.