Derfor er det en god idé at forberede sig på det uforudsete.
Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at man husker det blå EU-sygesikringskort og sikrer sig at man har en rejseforsikring inden turen.
Styrelsen for Patientsikkerhed råder danskerne til at huske deres blå EU-sygesikringskort og en rejseforsikring på sommerferien for at undgå en stor uforudset udgift, som nemt kan løbe op i mange tusinde krone, hvis uheldet skulle være ude.
Dækker ikke transport
Det blå kort dækker den nødvendige behandling på offentlige behandlingssteder, mens hjemtransport og behandling på private behandlingssteder ikke er dækket.
”Det blå EU-sygesikringskort er ikke en offentlig rejseforsikring, men en del af de rettigheder, der understøtter borgernes fri bevægelighed i EU. Det kan være længere ophold i forbindelse med job eller studie i udlandet, men også korte ophold som fx en ferie.
Fordi det blå kort ikke skal ses som en forsikring, kan man derfor ikke forvente at få dækket alle udgifter i tilfælde af sygdom på en ferie – og vi anbefaler, at danskerne har en rejseforsikring som supplement,” siger jurist og sektionsleder Metta Detlefsen Frost hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
Dækker kun på offentlige behandlingsteder
Når man skal behandles, skal man derfor huske at sikre sig, at man lander på et offentligt sygehus.
I nogle lande er kan være langt til offentlige hospitaler og klinikker. Desuden vil man ikke kunne være sikker på at man modtager den samme behandling i udlandet, som man ville kunne få herhjemme.
”Som dansker vil man modtage samme behandling som personer, der er offentligt sygesikrede i det land, man holder ferie i. Det kan betyde, at man selv skal betale hele eller en del af behandlingen. Det er også vores erfaring, at der kan være langt til offentlige behandlingssteder i flere EU-lande, og at klinikker tæt på turisthoteller ofte er private, hvor det blå kort ikke kan bruges. Hvis man vil sikre sig mod at stå med en stor regning selv, bør man derfor også have en rejseforsikring,” uddyber Metta Detlefsen Frost.
Kroniske sygdomme
Hvis man har en kronisk lidelse, skal man også være opmærksom på at det kan være svært ved at finde en rejseforsikring, der dækker behandlinger på ferien. Her kan det blå kort være en hjælp.
”Hvis man lider af en kronisk sygdom og har behov for behandling, når man er på ferie, kan man få behandlingen dækket af det blå kort på de vilkår, der gælder i ferielandet. Det kan for eksempel være dialyse eller kemobehandling, der ikke kan vente til man kommer hjem. Vi anbefaler, at man taler med egen læge om det og husker at booke tid til behandling i god tid,” forklarer Metta Detlefsen Frost.
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed