Forstørret prostata eller prostatakræft: Sådan kender du forskel

Livet som pensionist

02/5/22 | 10:10

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Jens Asbjørn Bøgen

Mange af symptomerne på forstørret prostata og prostatakræft er de samme, så det er vigtigt at vide, hvad du skal være opmærksom på.

Hvert år får knap 4600 danskere konstateret prostatakræft. Heldigvis overlever næsten ni ud af ti at få sygdommen, men jo tidligere, du får diagnosen, jo bedre chancer har du.

Faktisk kan der gå flere årtier, fra der dannes en lille kræftknude på prostata, til symptomerne begynder at vise sig. Derfor er det vigtigt at vide, hvad du skal holde øje med, hvis det sker.

Ændring i vandladning er ikke det samme som kræft

Mange mænd vil opleve, at vandladningen ændrer sig med alderen. Det kan ske, fordi prostata vokser og så trykker på urinrøret.

Typisk vil du opleve, at du oftere skal på toilettet. Samtidig kan du heller ikke holde dig lige så længe, som førhen. Det er blandt andet derfor, mange bliver nødt til at gå på toilettet hyppigere i takt med, at man bliver ældre.

Derudover vil du også opleve, at der ikke er den samme kraft på strålen, når du er på toilettet.

Hvad du skal kigge efter

Det er altid en god ide at gå til lægen, hvis du oplever ændringer i din vandladning. Det sagt, så er der en række symptomer, du skal tage som en klar advarselslampe:

  • Blod i urinen

  • Blod i sæden

  • Mindre eller manglende sæd

  • Vedvarende smerter i mellemkødet

  • Rejsningsbesvær

  • Blærebetændelse

  • Besvær med at komme i gang med at tisse

  • Hyppig og voldsom trang til at lade vandet

Som sagt kan mange af ovenstående symptomer også være tegn på, at din prostata er forstørret uden at udvikle sig ondartet. Men hvis du kan nikke genkendende til et eller flere af punkterne, er det en god ide at kontakte din læge, så du kan blive undersøgt.

Du kan læse mere om prostatakræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside lige her.