Fordobling af hjemløse ældre: Kirkens Korshær kalder på socialplejehjem

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Ny kortlægning afslører mere end en fordobling af ældre hjemløse i Danmark

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

5.989. Det er antallet af mennesker i hjemløshed i Danmark.

Det viser VIVE’s nationale kortlægning ’Hjemløshed i Danmark 2024’, der netop er udkommet. Dykker man ned i tallet, afslører kortlægningen en alarmerende udvikling.

Siden den første hjemløsetælling i 2009 og frem til den nyeste udgivelse er antallet af hjemløse over 60 år steget med hele 113 procent. 

Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær, er ikke i tvivl. Den voldsomme stigning kalder på akut handling

“Vi har her at gøre med en lille – men voksende gruppe - af meget udsatte mennesker, der har været overset alt, alt for længe. Særligt når vi ved, at vi kan reducere hjemløshed, hvis vi vil. Fra politisk hold har der fx været et fokus på at sætte ind overfor ungdomshjemløshed. Det betyder, at kurven i dag er knækket for de unge. Det samme fokus skal vi nu rette mod de ældre. Alt andet er uværdigt”.  

Behov for socialplejehjem  

Mængden af tilbud til ældre hjemløse er ikke fulgt med stigningen i antallet. Kirkens Korshær kalder derfor på socialplejehjem som en del af løsningen, der skal sikre en værdig alderdom for de mest udsatte. 

Organisationens erfaring er, at gængse plejehjem typisk ikke kan rumme hjemløse ældre, som fx har problemer med rusmidler og er mærkede af hårde liv på kanten af samfundet. Samtidig er der mangel på specialiserede botilbud. Derfor oplever Kirkens Korshær, at mange hjemløse ældre ender med lange ophold på herberger og natvarmestuer. Det samme peger VIVE på i en undersøgelse af problemer med indsatser for ældre i hjemløshed.  

Desværre er hverken herberger eller natvarmestuer indrettet til at sikre, at ældre hjemløse får den pleje og støtte, de har behov for. Hverken i forhold til personale, indretning eller hjælpemidler. Derfor kalder Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær, på socialplejehjem som en del af løsningen: 

"Det er på tide, at vi får flere socialplejehjem i Danmark, som sikrer ældre hjemløse en værdig alderdom med den nødvendige omsorg og pleje. Andet kan vi ikke være bekendt. Det kræver investeringer fra politisk hold. Og det kræver social- og sundhedsfagligt personale, som fagligt er klædt på til at hjælpe ældre, der ikke har levet et liv som de fleste. I Kirkens Korshær står vi klar til at drive. Vi har mere end 110 års erfaring med at tage os af samfundets mest udsatte mennesker". 

Konkret foreslår Kirkens Korshær, at regeringen tager værdighed for ældre hjemløse og behovet for socialplejehjem med i værdighedsreformen for de mest udsatte, som regeringen barsler med.