Vi ved alle sammen godt, at det at bide negle eller knække fingre er dårlige vaner, men er du opmærksom på de små ting, som du måske gør flere gange om dagen, såsom at skære tænder, er lige så dårlige og helst skal udryddes med det samme?
Du må ikke ’knække’ din nakke
Vanen med at vride nakken fra den ene side til den anden, så den lige siger et lille knæk kan virke forløsende, men hvis det er noget du gør dagligt eller ligefrem flere gange om dagen, så råder eksperterne dig til at stoppe med det med det samme, skriver Health.com.
Når du bliver ved med at ’knække nakken’, så kan dine omkringliggende ledbånd blive hypermobile og mere modtagelige for skader. Det vil over tid også medføre slid i leddene, og det kan føre til gigt. I sjældne tilfælde kan det udløse et slagtilfælde, siger ortopædisk kirurg Michael Gleiber fra Florida Atlantic University.
Stop med at skære tænder
Har du en tendens til at skære tænder, så få aflivet den dårlige vane hurtigst muligt, siger tandlægerne.
Hvis du skærer tænder, det kan tit opstå, når du er stresset, så vær opmærksom på det og få stoppet med det samme. Det kan få dine tænder til at revne eller i værste fald knække.
Udover at være smertefuldt så koster det også mange penge, for det betyder, at du enten skal have lavet en rodbehandling eller have sat en krone på.
Derudover kan det også resultere i skader i kæbeleddet, og det er også meget smertefuldt, siger tandlæge Justin Philip. Han fortæller at folk, der har en tendens til at skære tænder også ofte har et forkert bid.
Lad din mund være i fred
Ligesom det at bide negle er en nervøs vane, så er det at bide i kødet på indersiden af dine kinder en nervøs vane.
Du vil opleve at kødet inde i din mund hæver, og det derfor bliver endnu lettere og endnu mere en dårlig vane at bide det samme sted.
Hvis du bliver ved, kan det resultere i en kronisk betændelsestilstand, blødninger og ar, siger Jack Ringer, der er formand for det amerikanske akademi for kosmetisk tandkirugi.
Kuglepennen er en bakteriebombe
De fleste af os har nok prøvet at bide i vores kuglepenne eller blyanter, når vi sidder og tænker eller skal skrive noget. Men hvis det er en af dine dårlige vaner, så kan du være sikker på, at der vil gemme sig bakterier, der vil kunne give dig diverse virus.
Når du så rører ved din kuglepen, og derefter skriver på din computer, tager telefonen eller tager en ny kuglepen, vil virusset sprede sig, og du vil i sidste ende kunne ende med at gøre flere syge.
Der gemmer sig masser af bakterier i en kuglepen eller blyant, som man bliver ved med at bide i, og det bliver til en stor bakteriebombe, derudover behøver jeg vist heller ikke at nævne, at det er dårligt for dine tænder og dit tandkød, siger Jack Ringer.
Lad dit ansigt være i fred
Hvis du bliver ved med at røre dig selv i ansigtet eller piller i en bums, så kan det skade det allerøverste lag af din hud.
Hvis du for eksempel kradser så meget i en bums, at du får det til at bløde, så vil det efterlade ar.
Så lad være med at pille, men brug en god creme decideret til din bums, og sørg ellers for at bruge masser af fugtighedscreme, siger hudlæge Jessica Krant.