Den Grammy-vindende sanger, Michael Bolton, der fylder 72 år onsdag d. 26. februar, er stadig så præget af sin operation for en hjernetumor, at han nu føler sig nødsaget til at aflyse en særlig koncert, der skulle finde sted i London til sommer.
Det oplyser sangeren i en story på sin Instagramprofil.
Faktisk blev sangeren opereret for et års tid siden, da han på selvsamme profil offentliggjorde, at der var blevet fundet en tumor i hans hjerne, og at han havde akut brug for en operation.
D. 5. januar 2024 kunne sangeren så fortælle, at operationen var gået helt, som den skulle, og at han nu var hjemme for at komme sig.
I den forbindelse ville han også tage en "midlertidig pause" fra turné-livet, men i foråret 2024 annoncerede Bolton så en særlig koncert i London, hvor han skulle have Bonnie Tyler med som special guest.
Det er den koncert, som skulle løbe af stablen i juli 2025, der nu er blevet aflyst.
Heler fortsat
Selvom operationen altså fandt sted for over et år siden, er sangeren nemlig ikke kommet sig helt endnu, og han skriver også i opslaget, at hans fans ved, at han havde glædet sig usigeligt meget til koncerten.
Han takker i samme ombæring også sine fans for at være "de mest forstående i verden".
I efteråret var Bolton også nødt til at aflyse en række koncerter med den begrundelse, at han "ikke var på 100 procent endnu".
"Det er udfordrende og ofte frustrerende, fordi jeg bare gerne vil ud og optræde, men jeg har brug for lidt mere tid til at genopbygge min fulde styrke og stamina," skrev han på Facebook.
Han understregede dog, at hans fremgang var god, og at han er i stand til at få lavet lidt arbejde på nogle spændende projekter, som han snart vil løfte sløret for.
Bolton startede faktisk sin karriere som rock-sanger, men op gennem 1980'erne blev han verdenskendt, og særligt i slutningen af det årti var sangerens popularitet på sit højeste.
Han har udgivet 24 albums og 35 singler, hvoraf ni af dem har opnået 1. pladsen på Billboards Hot 100 hitliste.
Han har været nomineret til fire Grammyer og har vundet to.