Kendt fra TV: Nu stopper Bruun Rasmussen

Kendte

01/03/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

De svinger hammeren sidste gang d. 6. marts.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Siden 1948 har Bruun Rasmussen Kunstauktioner i tre generationer været repræsenteret af familien, hvor de har svunget auktionshammeren over kunst, antikviteter, design, smykker, armbåndsure og samlerobjekter i hjertet af København.

Det var oprindeligt Arne Bruun Rasmussen, der grundlagde auktionshuset i Bredgade 33, sidenhen overtog Jesper Bruun Rasmussen, og i marts 2022 solgte familien virksomheden til det internationale firma Bonhams.

Efter overdragelsen vælger Jesper og Alexa Bruun Rasmussen nu også at forlade auktionshuset og svinger for sidste gang hammeren ved auktionen i Bredgade i marts 2023.

Det har været afgørende for familien, at virksomhedens ansatte er landet godt i den nye dagligdag med topledelse og kolleger rundt i verden med den gamle BR-ånd intakt.

Nu mere end et år efter salget og i forbindelse med virksomhedens eksekvering af en ny global strategi, samt flytningen til Lyngby, føler de, tidspunktet er kommet.

Det oplyser Jesper og Alexa Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.

Når at fejre 60-års jubilæum

Jesper Bruun Rasmussen fortæller, at salget af auktionshuset nok er det væsentligste hammerslag, han nogensinde har lagt.

"Jeg har været i firmaet, siden jeg var 19 frem til denne overdragelse, og med mit 60-års jubilæum bag mig, med tre skønne børnebørn og en masse kunstoplevelser, jeg stadig har til gode, vil jeg glæde mig til at gå på museum, se og nyde kunsten uden at skulle svinge hammeren, i den forvisning at mit sidste hammerslag til Bonhams har sikret husets fremtid. Første, anden og tredje gang; tak for denne gang.”

Samstemmende siger Danmarks eneste kvindelige auktionarius, Alexa Bruun Rasmussen, også farvel til auktionshuset.

”For mig er tidspunktet rigtigt med et sceneskift. Firmaets og de ansattes fremtid er sikret, og med de forskellige ændringer der følger med flytningen til Lyngby, så er det nu, jeg vil rette mit fokus på andre ting. Blandt andet er jeg stolt over at svinge min farfars ikoniske hammer til fordel for velgørenhed, fordi det er væsentligt for mig at gøre en forskel. Derudover vil jeg samle gode folk på kryds og tværs af brancher, som kan få glæde af hinanden, dygtiggøre mig, og være til stede for det der står mit hjerte nært. Jeg glæder mig til et nyt kapitel.“

Den 6. marts 2023 vil Jesper og Alexa stå på podiet for sidste gang i Bredgade 33.

Efter auktionen vil der den 10. marts 2023 blive afholdt en reception for Jesper Bruun Rasmussen og Alexa Bruun Rasmussen.