Blev smidt ud af Eurovision: Nu er sagen mod hollandsk sanger droppet

Kendte

12/08/2024

Genrefoto: Shutterstock
Genrefoto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der mangler beviser, lyder det fra anklagemyndigheden.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det sendte chokbølger gennem Eurovision-fans, da den hollandske deltager, Joost Klein, blev diskvalificeret fra sangkonkurrence i Malmø tidligere i år.

Årsagen var, at Joost blev beskyldt for upassende opførsel overfor en fotograf, der var ansat ved Eurovision.

EBU, der arrangerer Eurovision, forklarede i forbindelse med diskvalificeringen, at det ikke ville være passende for Klein at fortsætte i konkurrencen, imens den juridiske proces var i gang.

Men nu, mere end tre måneder efter, sangkonkurrencen løb af stablen, ender det nu med, at sagen mod Klein ikke bliver til noget.

Det meddeler den svenske anklagemyndighed i en pressemeddelelse.

Manglende beviser

Den famøse episode, der førte til diskvalifikation, handler, ifølge anklageren, om, at den hollandske sanger ramte en fotografs kamera, men at det hele gik meget hurtigt, og at der derfor har været tvivl om, hvad der reelt skete.

Ifølge SVT er der i forbindelse med efterforskningen blevet afhørt en række vidner, der har forklaret, at de ikke opfattede den givne hændelse som truende.

Joost Kleins advokat har tidligere fortalt, at Klein skubbede fotografens kamera væk, fordi han ikke ønskede at blive filmet - et ønske, han eftersigende skulle have gjort klart flere gange inden den givne episode.

Joost Klein har hele tiden fastholdt sin uskyld og nægtet at have gjort noget forkert.

"I dag har jeg lukket efterforskningen, fordi jeg ikke kan bevise, at handlingen havde til formål at skabe alvorlig frygt, eller at manden havde en sådan hensigt," lyder det fra den svenske senioranklager, Fredrik Jönsson, i pressemeddelelsen.