Det var vist ikke meningen...
I videoen ser vi en person, der optager stuen. Hunden kommer så gående ind med en lækker sandal i munden. Den svinger sit hoved fra siden til side, mens den lystigt løber igennem stuen. Den er tydeligvis lykkelig over den fundne gevinst.
Den løber hele vejen hen til enden af stuen og løber ud igen. Imens har den svunget sin sandal op foran øjnene, så den intentanende tror, at den skal til at løbe ud af stuen igen.
Den er på vej ud af stuen, da den løber hen til en chaiselong, og nok skal til at hoppe op på den for at guffe videre på den lækre sandal. Hvad den dog opdager er, at dens ejer sidder i sofaen og holder øje med den.
Pludselig får den øje på hende i sofaen, og den bremser fuldstændig op. Den får øjenkontakt med hende. Den ved godt, at den er i gang med noget, som den på ingen måde må. Dens øje kigger lamslået på hende. Hun zoomer ind på den, mens den tydeligvis ikke ved, hvad den skal foretage sig, og nok føler sig enormt truffet.
Føler med ham
I kommentarsporet derunder føler de virkelig med hunden. En skriver fx: "Åh mand... det udseende. Han er ved at komme med en rigtig god forklaring på, hvorfor han har den sandal i munden, og hvordan han bare prøvede at hjælpe dig."
En anden elsker den komiske måde, som scenen udfolder sig på: "Åh det er fantastisk! Den pludselige pause, som om han er en tegneseriefigur, der indser, at han lige er gået 5 skridt for langt over en klippe, og nu er han frosset og usikker på, hvad han skal gøre. Og du ved, at han tænker noget i stil med 'Jeg må hellere være helt stille. Mennesker kan lugte frygt.'"
