Snart må Fido slippes løs på stranden: Men du skal have styr på dette først

Kæledyr

25/09/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Hunde i Danmark skal som udgangspunkt være i snor, men i vinterhalvåret er det anderledes på strandene.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I vinterhalvåret mellem oktober og marts må danskerne slippe deres hunde løs på de fleste danske strande, hvilket kan være til stor glæde for strand- og vandglade hunde. Det er dog vigtigt, at hunden er trænet til at komme, når ejeren kalder på den.

"Stranden er et populært sted at give sin hund nye oplevelser og masser af motion. Det er dog vigtigt at have fuld kontrol over hunden, da en løs og ukontrolleret hund stresser de vilde dyr langs kysten og kan skræmme andre strandgæster," siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Tjek din lokale strand, før du slipper hunden løs

Naturstyrelsens retningslinjer er, at hunden som udgangspunkt skal være i snor, da der mange steder i Danmark også tages hensyn til andre arter. Hunde kan stresse det vilde dyreliv eller i værste fald jage dyrene væk fra deres territorier.

Der er derfor stadig kyster, hvor reglen om, at hunde må løbe frit fra 1. oktober, ikke gælder. Derfor skal man holde øje med den lokale skiltning omkring løse hunde på sin strand.

Naturstyrelsen har mere end 250 etablerede hundeskove rundt omkring i Danmark. I hundeskovene må hunde altid løbe uden snor, men de specifikke regler for skovene er fastsat af grundejeren. Man bør derfor altid tjekke den lokale skiltning ved både strande og hundeskove, inden ens hunden slippes løs.

Med hunden på stranden

I sommerhalvåret, fra april til og med september, skal hunde være i snor på stranden. I vinterhalvåret, fra oktober til og med marts, må hunde derimod være løs på stranden, men kun hvis den ikke risikerer at forvolde andre skade.

På en række strande er det dog helt forbudt at medtage hunde. Hold derfor altid øje med den lokale skiltning.

Læs mere om reglerne for hunde i naturen på Naturstyrelsens hjemmeside.

Kilde: Naturstyrelsen