Skyld i skader for 40 mio. kroner sidste år: Disse hunde skaber store problemer

Kæledyr

13/06/2024

Foto: Gjensidige
Foto: Gjensidige

Skrevet af J. Bøgen

Det svarer til mere end 50.000 kroner per sag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvert år bliver der registreret omkring 60.000 nye hunde i Danmark, hvor der ifølge Dansk Hunderegister findes over 800.000 hunde i forskellige racer.

Det gør de firbenede venner til det absolut mest populære kæledyr herhjemme.  

Men selvom kærligheden til hunde er stor hos en anseelig del af befolkningen, så oplever mange ubehagelige situationer, når de møder hunde uden snor i det offentlige rum. 

Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Gjensidige.  

4 af 10 har oplevet manglende kontrol

Her svarer hver tredje dansker, at de har oplevet at føle sig utrygge i forbindelse med et møde med en hund uden snor, mens knap 40 procent af de adspurgte siger, at de har oplevet en løs hund, som ejeren ikke havde kontrol over.  

Og selvom der findes steder og situationer, hvor det er tilladt at gå med sin hund uden snor, så påhviler det ejeren et særligt ansvar for, at hunden ikke er til gene for andre, lyder det fra Lene Rasmussen, der er direktør for skade i Gjensidige.  

"Hunden er altid ejerens ansvar, og her er det vigtigt at forstå, at hvis den skal løbe uden snor, skal du have fuld kontrol over den, hvilket kræver en stor indsats i forhold til træning. For har du ikke det, risikerer du både, at hunde skaber utryghed eller i værste fald laver skader på andre," siger hun.

Når man anskaffer sig en hund, skal man samtidig tegne en lovpligtig forsikring. Det vælger langt størstedelen hundeejerne også at gøre, men hvert år ender ukendte og uforsikrede hunde alligevel med at gøre skader for et millionbeløb.  

Hvor hunde med forsikringer sidste år tegnede sig for omkring 8000 skader med en skadeserstatning på omkring 35 millioner kroner, så stod ukendte og uforsikrede hunde for 71 skader, der løb op i godt fire millioner kroner. Det viser tal fra DFIM, der er en garantifond, der udbetaler erstatning til skadelidte ved skader forvoldt af uforsikrede eller ukendte. 

Det svarer til mere end 50.000 kroner i skade per sag.  

Og ifølge Lene Rasmussen bør de store skadesbeløb mane til eftertænksomhed hos hundeejerne.  

"Hunde er fantastiske dyr, men de er afhængige af, at ejeren passer på dem. Og det gør man bedst ved at have orden i sine forsikringer og sørge for, at der er så lav risiko for som muligt, at hunden skaber utryghed eller laver skader," siger hun.  

Gode råd til at være en hensynsfuld hundeejer 

Vis hensyn overfor andre 

Sørg for at holde hunden i snor når du passerer andre mennesker.

Der er nogle som er bange for hunde og derfor er det mest hensynsfuldt at sikre sig at ens hund ikke går eller løber hen til nogen uden du har givet den lov. 

Hils på en god måde 

Lad aldrig din hund løbe hen mod fremmede mennesker eller fremmede hunde, før du er sikker på, at de gerne vil hilse på dig og din hund.

Det kan være overvældende at blive opsøgt af en løs hund, uanset hvor glad og venlig den er. 

Træn et sikkert indkald og hav styr på det 

Sørg for, at du har et sikkert indkald, så du til enhver tid kan kalde din hund til dig. 

Sørg for at hunden bliver socialiseret 

Når du anskaffer dig en hvalp, så husk at det er vigtigt, at den bliver grundigt socialiseret og miljøtrænet, så den kan begå sig blandt andre mennesker og hunde.

Husk at alt, hvad din hvalp møder og ser, er en ny oplevelse for den, og du kan medvirke til at lære den at være afslappet, sikker og venlig over for omgivelserne. 

Overhold regler og påbud 

Hold din hund i snor, når du lufter den, hvis skiltningen påbyder det. Hav styr på hundens forsikringer.

Sørg for altid at samle op efter din hund. Hundens efterladenskaber er ikke kun til stor gene for alle – de kan også være med til at overføre smitsomme sygdomme og parasitter til andre hunde. 

Kilde: www.hundmedhensyn.dk  

Det viste undersøgelsen

Har du oplevet en eller flere af følgende situationer med en fremmed hund, der ikke var i snor? (Flere svar muligt) 

Ejeren har ikke haft kontrol over hunden - 38 procent 

Hundens adfærd har gjort mig utryg - 30 procent 

Jeg er blevet bidt - 5 procent 

Min hund er blevet bidt - 5 procent 

Nogen jeg var sammen med, er blevet bidt - 2 procent 

Mine ejendele er blevet beskadiget af hunden - 2 procent 

Ingen af disse - 43 procent 

Ved ikke - 5 procent 

Undersøgelsen er foretaget af © YouGov for Gjensidige i april 2024 blandt 1.002 repræsentativt udvalgte danskere.