Sommeren gemmer på alvorlige farer for din hund.
Når solen står højt på himlen, og danskerne bevæger sig ud i haver, på strande og i naturen, har familiens firbenede medlemmer ofte selskab.
Sommeren er for mange hunde årets bedste tid, men bag de lange lyse dage gemmer der sig også en række farer, som hvert år sender mange hunde til dyrlægen.
Ifølge Agria Dyreforsikrings skadestatistik ses der en stigning i skader og sygdomstilfælde blandt hunde i sommermånederne.
Det oplyser Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse
Mange af tilfældene kan dog undgås med omtanke og opmærksomhed på de udfordringer, der følger med varme, vand og udendørs aktiviteter.
Blandt de mest alvorlige sommerfarer er hedeslag. Høje temperaturer kan hurtigt blive livstruende, især hvis en hund efterlades i en bil.
Temperaturen kan på kort tid stige kraftigt, også selv om bilen står i skygge. Samtidig er der øget risiko for møder med hugorme på ture i naturen. Et hugormebid kræver hurtig behandling, da giften kan påvirke flere af hundens vitale organer.
Pas på de mere skjulte trusler
Sommeren byder også på mindre synlige farer.
Flåter er særligt aktive og kan overføre sygdomme, mens blågrønalger i søer og vandhuller kan give alvorlige forgiftninger.
Også stik fra bier og hvepse kan udvikle sig til alvorlige situationer, især hvis hunden bliver stukket i mund eller svælg.
Ved grillfester og picnic er det ikke kun mennesker, der lader sig friste af maden.
Ben fra tilberedt kød, majskolber og efterladte ispinde kan give alvorlige problemer i hundens fordøjelsessystem.
Samtidig kan glasskår og andre skarpe genstande føre til smertefulde snitsår.
Vandglade hunde er heller ikke uden risiko. Fugtig pels og ører kan give infektioner, mens lange svømmeture kan udløse den smertefulde tilstand vandhale.
Selv solen kan være en udfordring, da hunde med lys eller kort pels kan blive solskoldede på udsatte områder.
Ved at være opmærksom på varme, vand, insekter, flåter og madrester kan hundeejere reducere risikoen for ubehagelige oplevelser og sikre, at både mennesker og hunde får mest muligt ud af sommeren.