Lotterikaos: Hund river vinderkupon i stykker

Kæledyr

18/08/2022

Sådan ser en kupon ud efter en hund har spist den. Foto: Oregon Lottery
Sådan ser en kupon ud efter en hund har spist den. Foto: Oregon Lottery

Skrevet af Rikki Jørgensen

Min hund spiste mine lektier. Det har altid været en af jordens dårligste undskyldninger. Ikke desto mindre besluttede Nathan og Rachael Lamets hund at hygge sig lidt med den lotteri-kupon, som parret havde vundet på. Det endte med konfetti og kaos.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er Oregon Lottery, der selv fortæller historien om Nathan, Rachael og deres firbenede venner. Selvom Apple og Jack, som hundene hedder, måske ikke lige var i kridthuset til at starte med, så kunne parret fra Oregon i USA godt grine af episoden efterfølgende.

Parret havde lagt den heldige kupon på en bænk i deres soveværelse. På den måde troede de, at den var godt gemt af vejen, og den sagtens kunne findes igen, når den skulle afleveres.

Da de vågner om morgenen, ligger den fuldstændig ødelagt på gulvet. De havde ikke lige kalkuleret med, at deres to hunden syntes, at lotterikuponen lignede en lækker snack.

"Jeg gik i seng, og da jeg vågnede, var sedlen så ødelagt, at jeg troede, at den ikke kunne tjekkes for præmien," fortæller Rachael, men Nathan er uenig. Han syntes at hele situationen er ustyrlig morsom og tror, at kuponen kan lappes sammen og sendes til lotteriselskabet.

Det er præcis hvad parret gør. De lapper kuponen sammen og sender den ind til lotteriselskabet sammen med et billede af deres hund og en forklaring på, hvad der er sket.

Selvom medarbejderne ved Oregon Lottery er en smule overraskede over den usædvanlige anmodning, så kan de godt verificere, at det er en vindekupon.

På deres Facebook-side skriver de, at de ofte modtager ødelagte vinderkuponer. Nogle er blevet vasket, andre er faldet ned i mudderpytter eller kørt over af biler, men det er første gang, de har modtaget en kupon, der er blevet spist af en hund.

Medarbejderne får sat stumperne sammen, og så sender de den 'store' check til Nathan og Rachael. Måske havde du regnet med, at de havde vundet den helt store præmie, men det er nu ikke tilfældet.

De får i alt 8$, hvilket svarer til lige under 60 kroner.