En fransk bulldog lever i gennemsnit 4,5 år. Det er hele tre år mindre end andre fladnæsede hunde.
Et britisk studie har opgjort den gennemsnitlige levetid for forskellige hunderacer. Rapporten er blevet udgivet i tidskriftet Nature Scientific Reports.
I studiet har de kigget på 18 forskellige racer.
"Det er en god artikel. Studiet er fornuftigt, det er lavet på baggrund af gode analyser. De store forskelle, der er observeret i forventet levetid mellem racer, er ikke overraskende," siger Merete Fredholm, professor i husdyrgenetik ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
"Men det er da lidt overraskende, at den forventede levetid for franske bulldogs ikke er mere end 4,5 år. Det er jo ingenting," siger Merete Fredholm.
Jack Russels bliver ældst
Studiet viser at det er hunde af racen Jack Russel Terrier der lever længst. Her er gennemsnittet 12,72 år.
I studiet blev den ældste Jack Russel Terrier hele 19 år gammel.
For at lave den videnskabelige artikel har forskerne kigget på i alt 30.563 hunde, der er døde i perioden 1. januar 2016- 31. juli 2020.
Er din hund på listen?
Listen fra længst til kortest levetid ser således ud:
Jack Russell terrier: 12,72 år (ældste hund i studiet blev 19 år)
Yorkshire terrier: 12,54 år (ældste hund i studiet blev 18 år)
Border collie: 12,10 år (ældste hund i studiet blev 17 år)
Springer spaniel: 11,92 år (ældste hund i studiet blev 16 år)
Gadekryds: 11,82 år (ældste hund i studiet blev 19 år)
Labrador retriever: 11,77 år (ældste hund i studiet blev 16 år)
Staffordshire bull terrier: 11,33 år (ældste hund i studiet blev 18 år)
Cockerspaniel: 11,31 år (ældste hund i studiet blev 16 år)
Shih-tzu: 11,05 år (ældste hund i studiet blev 17 år)
Cavalier King Charles spaniel: 10,45 år (ældste hund i studiet blev 15 år)
Schæferhund: 10,16 år (ældste hund i studiet blev 15 år)
Bokser: 10,04 år (ældste hund i studiet blev 15 år)
Beagle: 9,85 år (ældste hund i studiet blev 14 år)
Husky: 9,53 år (ældste hund i studiet blev 14 år)
Chihuahua: 7,91 år (ældste hund i studiet blev 16 år)
Amerikansk bulldog: 7,79 år (ældste hund i studiet blev 12 år)
Mops: 7,65 år (ældste hund i studiet blev 13 år)
Engelsk bulldog: 7,39 år (ældste hund i studiet blev 13 år)
Fransk bulldog: 4,53 år (ældste hund i studiet blev 11 år)
Mulig fejlmargin
Der er dog en mulig fejlmargin, det beskriver forskerne selv.
De gør opmærksomt på at at den lave gennemsnitsalder for nogle af de lavere rangerende hunderacer, kan hænge sammen med, at der generelt er høj dødelighed blandt disse hundetypers hvalpe.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at nogle racer er mere populære end andre. En stigende efterspørgsel på racer som fransk bulldog og mops kan medføre en fejlmargin.
Det kan det, fordi der på grund af hundenes popularitet indgår flere yngre og mere sårbage hunde af disse racer i studiet.