Pengene var ikke til det: Stor donation redder julen i Aarhus

Foto: Kenny Arne Lang Antonsen, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons
Foto: Kenny Arne Lang Antonsen, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons

Skrevet af J. Bøgen

Julefreden har sænket sig over Smilets By. Med et stort bidrag fra energi- og rådgivningsvirksomheden NRGi bliver den ikoniske julebelysning igen i år tændt over Strøget i Aarhus.

Nu kan borgere og besøgende i Aarhus endnu engang se frem til en magisk oplevelse i de kommende måneder. Takket være et markant bidrag fra NRGi vil den 850 meter lange stjernehimmel bestående af 750.000 LED-pærer endnu engang lyse op over Strøget og skabe en magisk julestemning i byens gader.

Hos NRGi er man stolte af at kunne støtte den faste juletradition, som har stor betydning for både store og små. Det fortæller Tommy Jakobsen, koncernkommunikationschef i NRGi.

“Vi er glade for at kunne bidrage til den gode julestemning i Aarhus. Lysene er noget, som folk i alle aldre ser frem til hvert år, og der er ingen tvivl om, at de er med til at skabe en helt særlig stemning i byen. Derfor er vi selvfølgelig stolte over at kunne være en del af denne juletradition, som i de sidste 20 år har givet en ekstra oplevelse til de handlende fra nær og fjern,” siger Tommy Jakobsen.  

Strømmen til stjernehimlen vil blive dækket af grøn strøm, som indkøbes via certifikater fra danske vindmøller.

En vigtig juletradition

Julelysene er ikke kun en fryd for øjet, men også en vigtig støtte til de lokale butikker og erhvervsdrivende, som ofte henter en stor del af deres omsætning i julemånederne.

Hos Strøgforeningen, der står bag den ikoniske stjernehimmel, sætter man stor pris på samarbejdet med NRGi, som er med til at sikre, at en af byens mest elskede juletraditioner kan fortsætte.

Det fortæller Claus Broberg, formand for Strøgforeningen.

“Vi har haft en rigtig positiv dialog med NRGi, og takket være deres generøse bidrag kan vi igen i år tænde stjernehimlen over Strøget. Og jeg naturligvis taknemmelig for deres opbakning. Julebelysningen er en fast tradition, der glæder mange i Aarhus og omegn – både børn og voksne – og vi ser frem til at skabe en hyggelig og festlig julestemning i Aarhus,” siger Claus Broberg.

Stjernehimlen tændes fredag den 15. november i forbindelse med Aarhus City Forenings juleparade, hvor julemanden traditionen tro vil tænde lysene over Strøget.