Et øjebliks uopmærksomhed og et par simple pakker med kleenex gjorde en kvinde til millionær nummer 4622 i Danske Spils Millionærklub med en gevinst på 1.414.087 kroner.
Det skete sidste gang, at førstepræmiepuljen i Eurojackpot var helt oppe i de vanvittige luftlag, som den er ved at være igen.
Ja, det lyder måske underligt, men læs videre, så giver det hele mening.
”Jeg havde købt en Eurojackpot og lagt kuponen øverst i posen, da jeg var ude for handle. Men da jeg kom hjem: Væk var den!” fortæller kvinden.
”Jeg rodede rundt alle steder. I posen. I skraldespanden. Jeg har normalt styr på alt sådan noget med papirer og dokumenter, så det er ikke fordi, jeg er et stort rodehoved. Jeg tænkte, at den måtte være blæst ud ad posen,” fortæller hun.
”Jeg var megaærgerlig over det. Og jeg var 200 procent sikker på, at det lige var den kupon, der var den store gevinst på,” fortæller kvinden.
Købte en ny - og blev millionær
Som et lille plaster på såret, skyndte kvinden sig at købe en ny kupon, så hun trods alt kunne være med i lodtrækningen om de sekundære gevinster i Eurojackpot.
Den nye kupon passede hun godt på, og det var smart: For det viste sig, at det var dén, der havde den store gevinst.
”Det var så surrealistisk, da vi opdagede det. Vi var helt høje hele aftenen. Det var bare: YES!!... men tænk, hvis jeg ikke havde smidt den første væk, så havde jeg ikke fået købt den anden,” griner kvinden.
Og for lige at slutte historien med en krølle og pakkerne med kleenex:
”14 dage senere skulle jeg bruge en kleenex, og dér, mellem pakkerne, fandt jeg den første kupon. Den var slet ikke blæst væk, men bare røget ind i skabet… og nej: Der var ingen gevinst på den første kupon,” fortæller hun.