Hvis du forkæler dig selv med en gang takeaway, er noget af det vigtigste nok, at maden når hurtigt frem.
Både fordi du er sulten, men også for at undgå, at maden når at blive kold, inden du sætter tænderne i den.
Derfor er det noget af en bet, hvis det bud, der skal levere din mad, bliver stoppet af politiet. Endnu værre er det, hvis buddets bil bliver konfiskeret, så maden strander midt ude i ingenting.
Det var ikke desto mindre tilfældet i Newton Abbot i det sydvestlige England fredag aften.
Her standsede politiet nemlig en rød bil, der kørte for hurtigt gennem byen. Føreren var på vej for at aflevere noget takeaway fra KFC (Kentucky Fried Chicken), men da føreren blev stoppet af politiet, stod det klart, at han ikke havde nogen forsikring - og det skal man have i England.
Så bilen blev beslaglagt og føreren fik en bøde på £300, hvilket svarer til cirka 2500 kroner.
Men hvad med det vigtigste? Altså maden? Nu var der jo ikke nogen til at bringe den ud til de kyllingesultne kunder!
Frygt ej, for ordensmagten står ikke blot klar til at beskytte borgerne - de står åbenbart også klar til at sørge for, at man får sin mad.
Politiet fik nemlig fat i en af deres kolleger fra den gren af politiet, de kalder "Neighbourhood team" - hvilket bedst kan oversættes til lokalpoliti med fokus på orden og sikkerhed på gadeplan.
Og kollegaen ville da ikke lade de sultne kunder vendte, så takeaway-ordren blev leveret af ordensmagten - og den var stadig varm, da den kom frem ifølge LadBible.com.