"Det er den største glæde, man kan få": Sådan brugte ældre ægtepar Lotto-gevinst

Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil

Skrevet af J. Bøgen

Man siger, penge ikke gør en lykkelig - men det kommer vist an på, hvad man bruger pengene på ...

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et jysk ægtepar vandt for nyligt i Lotto - det blev familien glad for...

Et ældre, vestjysk ægtepar synes kun, at det et kæmpe plus, at de ikke har brug for pengene, som de for nyligt vandt i Lotto: Det er ren livskvalitet, at de har vundet en million kroner skattefrie kroner, som de nu kan bruge til at gøre godt for andre.

”Vi har ikke selv de store behov, men at hjælpe andre er egentlig også den største glæde, man kan få,” fortæller manden, som godt vil være anonym, til Danske Spil.

”Jeg synes jo nok, at da jeg var så heldig at vinde en million, så var der et eller andet højere oppe end os, der sagde: ’Ved du hvad? Nu hjælper vi lige familien!’ og så har vi blandt andet hjulpet en nevø med lidt gæld. Det er en kæmpe glæde for dem, der modtager, og vi kan også glæde os lige så meget over, at vi har været i stand til på den måde at række en hånd ud. Jamen, det er en kæmpe lettelse for os, at vi har fået muligheden for at hjælpe!” understreger manden.

Forskudsarv

En del af millionen går til forskudsarv til børnene, som kan glæde sig over, at der fremover med jævne mellemrum bliver sat lidt penge ind på kontoen. Alligevel er der godt med penge tilbage på ægteparrets konto.

”Når man tænker på, at vi startede med en hel million, så er det ikke meget, vi har brugt. De fleste har vi stående endnu, og vi har ikke rigtigt fundet ud af, hvad vi vil bruge dem til,” fortæller manden – og trækker så lidt i land. For der er faktisk alligevel noget, som han har gået og tænkt på:

”Vi har nogle hundrede tusinde kroner tilbage, vi kan gå og kigge på… og så må jeg da indrømme, at det kribler lidt i fingrene på mig, når jeg ser en af de der nye elbiler. Min kone siger også, at der jo er indbygget en masse ekstra sikkerhed i de der nye biler, så alene af den grund kunne det da godt være… ja, vi ender nok med en ny elbil. De er også lidt højere i det, og det passer godt til os med vores dårlige rygge,” siger manden.