Stop dette straks: Kan skade fuglene i din have

Hus og have

08/04/2025

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Mie Møller Bie

Med foråret er der brug for nye rutiner

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Har du en foderstation hængende i haven og en god vane med at hjælpe havens fugle?

Så er det måske tid til at justere den rutine.

For selvom det virker omsorgsfuldt at give fuglene lidt ekstra i foråret, viser nye studier, at det faktisk kan skade mere, end det gavner.

Forskning fra England peger på, at forårsfodring kan få blåmejser og musvitter til at få færre unger og ruge i kortere tid.

Forskerne noterede, at fuglene i gennemsnit fik en halv unge færre pr. kuld, hvis de blev fodret i marts og april.

De konkluderer, at fuglene bruger for meget tid på at spise og for lidt tid på redebygning og yngelpleje.

”Dette er nye og bekymrende fund vedrørende supplerende fodring,” lyder det fra forskerne bag undersøgelsen.

Herhjemme deler holdningerne sig. Dansk Ornitologisk Forening anbefaler, at man fodrer varieret og i moderate mængder - især om vinteren.

Men Naturstyrelsen går endnu længere og opfordrer til helt at droppe fodringen, uanset årstid.

Sven Norup, vildtkonsulent hos Naturstyrelsen, udtaler til Bolius:

”Vi fraråder generelt fodring. Når du fodrer, gør du det for din egen skyld – ikke for dyrenes. Der er rigeligt med mad til dem i naturen.”

Han forklarer, at det er en del af naturens gang, at svage individer dør, og at bestandene alligevel hurtigt genoprettes.

Ifølge Norup er det bedre at lade naturen gå sin gang frem for at forstyrre fuglenes adfærd med menneskelig indblanding.