Rigtig mange danskere har oplevet, at finde et lille sølvfarvet insekt i færd med at pile hen over badeværelses- eller køkkengulvet i deres hjem.
Insektet kaldes en sølvfisk og er i Danmark enten af arten lepisma saccharina eller thermobia domestica.
De små insekter kryber rundt på gulve og gemmer sig i revner og sprækker i fugtige omgivelser og findes derfor ofte på badeværelset, i kælderen eller i køkkenet, og det er de færreste, som nyder at have dem som kæledyr.
De små insekter er overhovedet ikke farlige for mennesker, men de er trælse at se på, og mange ønsker derfor at komme af med dem.
Den nemmeste måde at gøre dette på er at sørge for at lufte godt ud dagligt, da sølvfisk ikke kan leve i omgivelser med mindre end 75 procent luftfugtighed.
Derudover er det en god ide at støvsuge gulvet grundigt og sørge for at komme ind i alle revner og sprækker, men hvis det ikke kommer problemet til livs, er der heldigvis også andre løsninger.
Skræm dem væk med eddike
Sølvfisk hader lugten af eddike, og du kan derfor jage dem ud af dit hjem ved at sprede eddike i de rum, hvor du oplever de små insekter.
Det gøres nemmest ved at hælde lidt eddike på en klud eller en svamp og påføre en smule af væsken langs sprækker og huller særligt i gulvhøjde.
Du må dog aldrig bruge eddike på opløselige materialer som kalksten og marmor.
Spred duften af lavendel
Hvis du ikke er super optimistisk ved tanken om, at dit badeværelse skal lugte af eddike, findes der heldigvis også andre lugte, som sølvfisk ikke kan fordrage, og én af dem er lavendel.
Den smukke blomst virker derfor som afskrækkelsesmiddel mod de små kræ, og ved at sprede duften i dit hjem, kan du derfor undgå sølvfisk.
Det kan for eksempel gøres med æterisk olie eller rengøringsmiddel med lavendelduft.
Lad ris suge fugten
Som nævnt kan sølvfisk ikke leve i miljøer med mindre end 75 procent luftfugtighed, og du kan derfor være sikker på at slippe for dem, hvis du sænker luftfugtigheden til mindre end dette.
Det kan gøres ved at lufte ud eller købe en affugter, men det kan også gøres meget nemmere og billigere ved hjælp af ukogte ris.
Ukogte ris suger nemlig fugt, og du kan derfor sænke luftfugtigheden i dit hjem ved at stille små skåle med ukogte ris rundt omkring i hjemmet, hvor du bøvler med sølvfisk.
Det er en god ide at fastgøre et tyndt stykke papir over skålen eventuelt med en elastik.
Lav en sølvfiskfælde
Sølvfisk elsker stivelse, som blandt andet findes i kartofler, og du kan derfor nemt lave en fælde ved hjælp af en pose og den fantastiske rodknold.
Dette gøres ved at skære en kartoffel over på midten og derefter skære nogle riller i de to halve stykker, så stivelsen kommer frem.
Stykkerne placeres herefter i en åben pose, som placeres på gulvet, hvor problemet med sølvfisk er værst.
Stivelsen vil tiltrække sølvfiskene, og når nok sølvfisk har samlet sig om kartoffelstykkerne, kan du lukke posen og smide den og indholdet ud.
Sølvfiskfælde med 'gift'
Hvis ovenstående fælde ikke er effektiv nok, kan du også lave en fælde med 'gift', som dræber de små insekter på stedet.
Heldigvis kan dette gøres helt uden rigtig gift, da du blot skal bruge bagepulver eller natron.
Hævemidlerne får nemlig sølvfisk til at svulme op og dø, og du kan derfor lave en effektiv sølvfiskfælde ved at blande én del sukker og én del bagepulver eller natron og placere blandingen på gulvet, hvor der er mange sølvfisk.
Sukkeret vil tiltrække de små insekter, som dør, når de indtager hævemidlet.
En sød sølvfiskfælde
Den sidste mulige sølvfiskfælde, som du kan lave, består primært af honning eller sirup.
De små insekter elsker nemlig søde ting, og du kan derfor lokke dem frem ved hjælp af honning eller sirup, og ideen er, at disse to ting er så klistrede, at sølvfiskene sidder fast i det.
Hvis du smører det på et stykke bagepapir og lægger det på gulvet, kan du derfor blot smide det og sølvfiskene ud, når de har trådt op i honningen eller siruppen.