Sensommertjek af huset: Dette skal du få styr på

Hus og have

28/08/2023

Foto: RealMæglerne
Foto: RealMæglerne

Skrevet af J. Bøgen

Det er særligt vigtigt, hvis du går med planer om at sælge eller købe!

Som boligejer er sensommeren en kærkommen mulighed for at vedligeholde huset. Samtidig sikrer man, at det i det lange løb holder sin værdi.

"En bolig, der løbende er vedligeholdt, er ganske enkelt en mere attraktiv vare at sælge," fortæller Preben Merrild Angelo, direktør hos RealMæglerne, med over 100 ejendomsmæglerbutikker i Danmark og fortsætter:

"Vedligeholdte boliger med små anmærkninger i Energirapport og tilstandsrapport sælges til højere priser og hurtigere, end de mindre vedligeholdte ejendomme. Det er det generelle billede."

De mange solskinstimer, kun afbrudt af en regnbyge i ny og næ, i nogle tilfælde skybrud, betyder, at ukrudt og planter pibler frem i haven. Træer, buske og hække skyder op i alle retninger. Det skal holdes nede, så det ikke pludselig bliver et uoverkommeligt projekt.

Samtidig er sommeren det perfekte tidspunkt at bremse for indtrængende fugt, FØR det er kommet inden for. Når først efterår og vinter kommer, kan det være for sent at reagere.

Preben Merrild Angelo anbefaler, at man hvert år i løbet af sensommeren går en runde omkring sit hus og noterer de opgaver og potentielle problemer, der skal løses:

"Er taget f.eks. over 10 år gammelt, bør du holde øje med, om tagbelægning og tagrender er tætte og intakte. Det er nu, du kan se det. Brug evt. en kikkert til at zoome ind på de fjerntliggende flader og murværk som fx skorstenen," uddyber han.

Her skal du holde øje ved salg og op til salg

  • Beskæring af buske og træer. Klip hækken

  • Vedligehold af terrasse og altaner (algebehandling / oliebehandling)

  • Vedligehold af havemøbler (olie / maling / rens)

  • Befri tagrender, riste og afløb for snavs, så vandet kan passere frit

  • Tjek overflader og fuger for revner, huller og frostsprængninger fra sidste vinter

  • Mal træværk med træbeskyttelse – undgå at male i for høje temperaturer

  • Tjek vindskeder og udhæng for råd og eventuelle utætheder

  • Udskift træværk, som er angrebet af råd

  • Giv insekter som myrer og murbier de rigtige grønne insektmidler

  • Tjek udendørs el og kloaksystem. Se på sik.dk, hvad du selv må reparere

  • Tjek vinduer - især sprosser og vandnæb for råd og om vinduerne lukker tæt

  • Tjek kloaker og vær opmærksom på kloaker på offentlig vej. De kan tilstoppe, og vand kan løbe ind på din grund.

"Det er meget billigere i længden at være boligejer, hvis du vedligeholder din bolig, fordi det er dyrt at reparere på følgeskader," slutter Preben Merrild Angelo.