Oplagt weekend-projekt: Derfor bør du lave et 13 cm stort hul i dit hegn

Hus og have

05/09/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Netop de 13 centimeter er en vigtig detalje.

D. 10. august var danskere over hele landet en tur ude i haven og naturen for at tælle pindsvin.

Ved at reservere nogle timer af sin lørdag til at tælle pindsvin, og efterfølgende registrere dem på danmarkspindsvin.dk, var man med til at hjælpe med at redde de folkekære små dyr.

Der er naturligvis andre ting, du også kan gøre for at hjælpe pindsvinene, men et af dem har du næppe overvejet:

Det kan nemlig være en god idé at lave et hul i dit hegn.

Den rette størrelse

Hegn mellem haver og grunde er dejlige, fordi de kan være flotte, give læ og ikke mindst lidt privatliv, men de gør det umuligt for pindsvinene at bevæge sig uden for den have, de nu en gang befinder sig i - eller i at komme ind i din have.

Netop det sidste ønsker du dig, hvis du har en have, for pindsvin æder nemlig dræbersnegle, og hvem vil ikke gerne have hjælp til at slippe af med dem?

Natural History Book Service (NHBS) er en britisk natur- og dyrevelfærdsorganisation, der blandt andet kæmper for pindsvinenes forhold i Storbritannien. På deres hjemmeside forklarer NHBS, at forskning viser, at hegn og mure gør det sværere for pindsvin at finde føde, fordi de ikke kan bevæge sig frit, og det er her, hullet kommer ind i billedet.

NHBS anbefaler, at man laver et hul på omkring 13 x 13 cm. Grunden til, at det er netop de mål, der anbefales, er, at det gør hullet stort nok til pindsvin, men for småt for de fleste kæledyr, så de ikke kan stikke af fra haven.

Du har mulighed for at købe en særlig metalplade til at sætte fast rundt om hullet, men du kan sagtens lave hullet uden at skulle ud og investere i noget særligt.

Husk, at hullet skal være i bunden af hegnet - pindsvin er ikke ligefrem kendt for at være de fødte højdespringere ...