Op til 50 mm regn på vej: Det skal du være opmærksom på ifølge forsikringsselskab

Hus og have

27/09/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

DMI varsler kraftig og vedvarende regn for særligt en landsdel.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

DMI forventer, at der kan falde mellem 30-50 mm i løbet af fredag. Varslingsperioden begynder fra fredag og løber frem til lørdag.

De store vandmængder kan medføre overfyldte kloakker og vandløb og skabe ødelæggelser i private hjem.  

På grund af den megen nedbør, der er faldet på det seneste, og med varslingen om endnu mere regn, skal du ifølge forsikringsselskabet Alm. Brand være særligt opmærksom på fugt i kælderen. Særligt hvis du har bolig i lavtliggende områder.   

“Med DMI’s melding om massiv regn over Midt-, Syd og Sønderjylland i løbet af fredag opfordrer vi danskerne til at være særligt opmærksom på, om der er fugt i kælderen. Hvis uheldet er ude, skal du hurtigst muligt have udbedret skaderne, så det ikke udvikler sig til skimmelsvamp, som potentielt kan blive meget dyrt og tage meget tid at udbedre,” udtaler Jan Graversgaard, der er direktør for Skadeservice, Bygning & Løsøre hos Alm. Brand.

Han fortsætter:  

”Vi ser oftest skaderne opstå som følge af indtrængen af vand i kælderen, så derfor skal man huske at løfte sine ejendele op på et underlag, der ikke suger vand. Men vi ser også skader i forbindelse med utætheder i tagkonstruktionen og fyldte tagrender og nedløbsrør. Det kan i sidste ende medføre store skader på både bolig og indbo, hvis man ikke har sikret sig.”  

Det kan du gøre 

Forsikringsselskabet Alm. Brand kommer her med en række gode råd til, hvordan man kan sikre sig kraftig regn og skybrud:

  • Rens afløb, tagrender og nedløbsrør. Tjek også, om nedløbs- og gennemløbsbrønde er stoppet til af blade. 

  • Løft dine ting mindst 10 centimeter fra kældergulvet og placér alt på et underlag, der ikke suger vand. 

  • Opbevar ikke ting i kælderen, der har stor betydning for dig, og som kan tage skade af vandet. 

  • Sørg for, at vandet ikke kan trænge ind i huset ved at reparere eventuelle revner eller sprækker i husets vægge eller tag. 

  • Brug eventuelt vandsikringstape ved døre og vinduer. Kommer der vand, svulmer tapen op, så vandet ikke kan trænge ind. 

  • Har du ikke monteret et højvandslukke, kan du lægge plastik og en tung sandsæk over dine gulvafløb og toilet for at begrænse opstigende kloakvand. Du kan også med fordel montere en vandsikringsprop i gulvafløbet for at undgå opstigende kloakvand. 

  • Monter en regnvandsventil på nedløbsrør for at afkoble tagvandet og derved undgå opstigende vand fra gulvafløb. Regnvandsventilen sørger for at vandet føres væk fra din bolig. 

Hvis skaden er sket, og vandet er trængt ind i dit hjem, er der stadig en række ting, du kan gøre ifølge Alm. Brand:  

  • Begræns skaden ved at flytte dine ting så hurtigt som muligt væk fra vandet. 

  • Prioritér de ting, der ikke kan erstattes, for eksempel billeder, vigtige papirer eller kunst. 

  • Brug gummistøvler og -handsker, når du bevæger dig i vandet. Ved skybrud blandes regnvand ofte med kloakvand. Det kan gøre dig syg, hvis vandet for eksempel kommer i kontakt med en rift på huden. 

  • Sørg for at pumpe vandet væk, og fjern fugten ved hjælp af en affugter. Husk at lukke vinduerne, når affugteren kører. Skru ikke op for varmen. Det sætter ekstra gang i bakterievæksten og fremmer skimmelvækst i våde bygningselementer. 

  • Meld så hurtigt som muligt skaden til Alm. Brand. Bed også om praktiske instrukser, for eksempel om du selv skal kontakte et bestemt skadeservicefirma. 

  • Husk at gemme alle kvitteringer for materielindkøb og håndværkerassistance, og smid ikke ødelagte ting væk, før du har talt med os. Tag billeder eller film de ting, som er blevet ødelagt.