Fra 1. januar 2025 må kun autoriserede virksomheder nedrive asbestholdigt materiale. Det kan gå ud over mange boligejeres renoveringsplaner, da det blandt andet bliver meget dyrere at skifte tag på ældre boliger, hvis det sundhedsfarlige materiale er blevet anvendt i byggeriet.
Det mener Christian Norborg, der er CEO hos Byggesagkyndig.nu.
"Jeg forventer, at de nye krav til autorisation vil hæve prisen på at få skiftet et asbestholdigt tag betydeligt for boligejere. Derfor er det absolut væsentligt at vide, om man bor i et hus med asbest, og det oplever vi mange, som er i tvivl om," siger Christian Norborg.
"Hvis et asbesttag for eksempel først opdages under tilsyn i forbindelse med hussalg, vil en potentiel huskøber kunne kræve et markant nedslag i prisen," påpeger han.
De nye regler skal minimere risikoen for at indånde asbestfibre, som for eksempel bliver frigivet, hvis en eternitplade med asbest knækker. Det er dog ikke nødvendigvis farligt at bo i et hus med byggematerialer, der indeholder asbest, men det kan være farligt at arbejde med materialerne.
"De nye regler har sat skub i et behov for fagfolk, der kan tage prøver og rådgive om, hvor man kan finde asbest i gamle bygninger. Hos Byggesagkyndig.nu oplever vi en større interesse fra boligejere, der ønsker at vide med sikkerhed, om de har asbest, så de kan forberede sig bedst på fremtidige omkostninger," siger Christian Norborg, som anbefaler følgende råd til, hvordan du som boligejer kan tjekke, om der er asbest i huset.
Find din boligs opførelsesår
Det er uvist, hvor mange boliger i Danmark der indeholder asbest, men i boliger opført før 1990 er der stor sandsynlighed for, at der er brugt asbestholdige materialer.
Ifølge Danmarks Statistik er der 2,2 millioner beboede boliger, der er opført før 1990 i Danmark.
For at finde ud af, hvornår din bolig er opført, kan du slå din adresse op online i Bygnings- og Boligregistret (BBR).
Udeluk tidligere renoveringer
I årene efter 1972 blev det gradvist mere forbudt at bruge asbestholdige materialer i byggeri, indtil et totalt forbud kom i 1990.
Hvis dele af dit hus derfor er blevet renoveret efter 1990, er asbestholdige materialer muligvis allerede blevet fjernet.
Hvis du er i tvivl, om dit hus er blevet renoveret, siden det blev opført, kan du hente tidligere byggesager og -tilladelser gennem det digitale byggesagsarkiv.
Få lavet en asbestprøve
Hvis din bolig er i risikogruppen for at indeholde asbest, kan du få lavet en asbestinspektion.
Asbest findes i mange byggematerialer, hvorfor der under en inspektion tages flere prøver ad gangen, som efterfølgende bliver sendt til laboratorieanalyse.
Asbestprøver bør udtages af en professionel, da der skal udvises forsigtighed, så asbestfibrene ikke spredes i luften og indåndes.