Mangler du kompost til haven? Her kan du hente det gratis

Hus og have

22/03/2024

Foto: Vestforbrændingen
Foto: Vestforbrændingen

Skrevet af J. Bøgen

Der er flere steder rundt om i landet, hvor du kan hente det!

Det er blevet forår, og vi uddeler igen i år gratis kompostmuld, så folk med grønne fingre kan få jord under neglene og give haven og potteplanterne god næring til sæsonen.

Mulden er lavet af have- og parkaffald, som borgere og kommuner tidligere har afleveret på genbrugsstationen og i haveaffaldsspande.

Og det giver rigtig god mening at få det ud at leve i borgernes haver igen:

”Ved at omsætte haveaffaldet til kompost genbruger vi ressourcerne og recirkulerer næringsstoffer til naturen” fortæller Yvonne Amskov, der er områdechef for Genbrug og Genanvendelse hos Vestforbrænding:

”På den måde er vi med til at sikre en fornuftig udnyttelse af sparsomme råvarer som for eksempel fosfor, der er en ressource, vi risikerer at få mangel på i fremtiden.”

Næringsrig og ren

Komposten bliver komposteret hos Gemidan og er fri for snegleæg og ukrudtsfrø.

Den er til gengæld meget næringsrig og vi anbefaler derfor, at du altid blander kompostmulden med jord eller sand, så du ikke risikerer at ødelægge planten ved at svide dens rødder.

Når du besøger en af Vestforbrændings genbrugsstationer for at hente kompost, skal du huske at medbringe din egen skovl og beholder. Vi fylder løbende op og du må gerne hente mere end en gang i perioden.

Også gratis for jyderne

For haveejere i den vestlige del af landet, vil det nok føles som en del ekstra arbejde at tage den lange tur til en af Vestforbrændingens genbrugsanlæg for at hente kompost.

Men det behøver man heller ikke: Vestforbrændingen er nemlig ikke det eneste sted, hvor man kan hente det gratis.

I Kolding er det muligt at hente gratis kompost allerede nu (der blev åbnet for afhentning mandag d. 18. marts), og du har mulighed for at hente det frem til og med Anden Påskedag, altså d. 1. april.

Du kan hente komposten på følgende tre genbrugspladser:

  • Vamdrup Genbrugsplads, Østermarksvej 2

  • Christiansfeld Genbrugsplads, Arlavej 9

  • Kolding Nord Genbrugsplads, Bronzevej 3

Komposten er ikke varmebehandlet, men den har gennemgået en otte måneders komposteringsproces, hvor den naturlige varme, der opstår, sikrer, at komposten enten ikke indeholder eller kun indeholder meget få ukrudtsfrø, der kan spire.