Er havens blade ramt af grimme sorte pletter? Haveeksperten har en løsning

Hus og have

18/07/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Katrine Lykke

Sorte pletter på planternes blade skyldes en infektion, der er forårsaget af en svamp.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sorte pletter er en bladsygdom, der angriber planter hele året, men den er mest udbredt i de tørre måneder. Hvis plantesygdommen ikke behandles, spreder den sig hurtigt og svækker havens planter alvorligt.

Det skriver Express.

Haveeksperterne hos Homebase deler derfor deres bedste råd til, hvordan man forhindrer sygdommen i at brede sig i din have, og hvordan du kan redde de planter, der allerede er angrebet.

Identificér og behandl de angrebne områder

Først skal du identificere sygdommen på planterne. De genkendelige symptomer er små sorte pletter. De er ofte runde og så varierer de i størrelse fra en millimeter til en centimeter.

Omkring pletterne bliver bladet gulligt, og det vil til sidst falde af – længe før efteråret er kommet.

Så snart du ser tegn på sygdommen på dine planter, skal de ramte blade fjernes.

Hvis der er nedfald ved foden af ​​planten, skal dette også fjernes.

De syge blade kan ikke lægges i kompostbunken, da det vil sprede sygdommen. Du kan med fordel brænde bladene, så de ikke kan smitte dine raske planter.

Denne procedure bør du gentage flere gange i løbet af året, så snart der dukker en sort plet op på havens blade.

Planter i trivsel bliver sjældnere ramt

Derudover vil det ifølge eksperten primært være svage planter, der rammes. Jo sundere dine planter er, jo mindre sandsynlighed er der altså for, at de bliver ramt af sygdommen.

For at undgå de sorte pletter bør du derfor sørge for, at dine planter trives, og at de får både vand og gødning.

På den måde reduceres risikoen for de grimme sorte pletter, og du får også en smukkere have i trivsel.