Du har det sandsynligvis allerede i huset: 37 % af os får besøg af dette skadedyr løbet af et år

Hus og have

13/10/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

I hovedstadsområdet er det helt oppe på 50 procent af borgerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Denne artikel er mere end 30 dage gammel.

Skadedyr er ikke bare skadedyr. Det lyder måske absurd, men der er stor forskel på, hvor stor skade, en given ubuden gæst kan gøre på hjemmet, ligesom det også varierer, hvad de givne dyr overhovedet går efter.

I december 2020 lavede YouGov en undersøgelse for Videnscentret Bolius, hvor ca. 1000 danskere over 25 år svarede på, hvilke skadedyr de havde haft i hjemmet inden for det seneste år.

Og "heldigvis" er førstepladsen ganske uskadelig - selvom de fleste nok helst vil være den foruden.

37 procent svarede nemlig, at de havde haft sølvfisk i deres hjem. I hovedstadsområdet var det hele 50 procent af respondenterne.

Og det er der en god grund til, ifølge fagekspert i Videncentret Bolius, Tine R. Sode.

"Sølvfisk kan leve året rundt, og de kan blive gamle, typisk 3-4 år. De kræver næsten ikke noget for at overleve, de lever bare på det fnuller, der naturligt opstår i boligen fra os mennesker."

Derfor ligger de på førstepladsen

Årsagen til, at netop sølvfisk indtager førstepladsen i undersøgelsen, skyldes sandsynligvis, at vi simpelthen lægger mere mærke til dem. De er jo alt andet ret tydelige, når de små kræ på omkring 1 cm piler hen over badeværelsesgulvet.

Derudover spiller det også ind, at mange ikke længere har gulvtæpper. Her kunne sølvfisk gemme sig før i tiden, men nu ser vi dem altså mere tydeligt.

Men er det så et problem, at have sølvfisk i hjemmet? Det korte svar er nej.

Det er nemlig ikke en gæst, vi behøver at bekymre os særligt om, da den ikke er til skade for mennesker. Reelt set er det eneste, de små "fisk" kan gøre skade på bøger, frimærker og andet papir, der opbevares i fugtige omgivelser.

Pas på skægkræet – sølvfiskens skæggede slægtning

Hvad man imidlertid skal være langt mere opmærksom på er, om det faktisk er sølvfisk, man har fået inden for dørene. Det andet skadedyr, skægkræet, ligner nemlig sølvfisk til forveksling, hvis man ikke kigger godt efter.

Men konsekvenserne af at få skægkræ i hjemmet er langt større end ved sølvfisk - og uheldigvis ligger netop skægkræ på en femteplads i undersøgelsen over, hvilke skadedyr vi har haft på besøg.

"Skægkræet er et forholdsvist nyt dyr i Danmark. Man er begyndt at snakke om det indenfor de seneste år. Her i Videncentret Bolius er vi begyndt at få spørgsmål om skægkræet det seneste år i vores brevkasse Spørg Bolius. Måske har folk troet, at det var sølvfisk, indtil medierne er begyndt at tale om skægkræ," siger Tine Sode.

Ikke alene er skægkræet bedre til at klatre end sølvfisken, hvilket betyder, at den bevæger sig rundt på vægge og reoler. Den formerer sig også hurtigere, lever i hele huset og gnaver i papir – derfor kan fx bøger, tapet, malerier og gamle LP-covers tage skade.

Modsat sølvfisken, som ofte kan bekæmpes med en god omgang rengøring, kan det være svært at slippe af med skægkræet igen. Men forsøg med en eller flere af disse metoder:

  • Hold dit hjem rent og støvsug det grundigt og ofte. Tør ofte paneler og reoler af og støvsug ekstra grundigt i revner og sprækker. Hvis du får støvsuget skægkræ op, så tøm støvsugeren/støvsugerposen udenfor

  • Undgå at lade madrester stå fremme - pak dem grundigt ind i fx lufttætte beholdere

  • Lav en silikonfuge langs væggen der, hvor du har opdaget insektet. Det kan lukke de revner, den kommer ind ad

Kilde: Bolius