Hindbærbuske er et almindeligt syn i mange danske haver – og med god grund. De leverer søde, saftige bær, som er velsmagende og passer perfekt ind i sommeren - og så er de tilmed forholdsvis nemme at holde.
Alligevel er det ikke alle, der får bugtende grene fulde af bær. For selvom planten virker tilforladelig, stiller den faktisk ganske specifikke krav, hvis høsten skal være noget at skrive hjem om.
Sådan skriver avisen Linternaute.
Sur jord og jævnlig gødskning er blandt de vigtigste ingredienser. Men i stedet for at hive kemisk gødning ned fra hylderne, kan du med fordel tage et kig i skraldespanden.
Mere præcist: din brugte kaffegrums.
Den ellers lidt oversete rest fra morgenens kaffebryg er nemlig et regulært vidundermiddel for dine hindbær.
Kaffegrums indeholder en lang række næringsstoffer – blandt andet nitrogen, fosfor og kalium – som alle spiller en vigtig rolle for plantens vækst og bærproduktion. Derudover hjælper det med at løsne tung jord og holde på fugtigheden, hvilket hindbær er glade for.
Som en ekstra bonus holder kaffegrums også visse skadedyr på afstand, heriblandt snegle og myrer.
Efter morgenkaffen skal grumset blot tørres, så det ikke mugner. Herefter kan du drysse det let rundt om buskens base og blande det let i jorden. Du kan også kombinere det med kompost eller visne blade for at skabe et mere balanceret jordmiljø.
Vil du virkelig skrue op for effekten, kan kaffegrums også bruges som mulch i et tyndt lag eller tilføjes til kompostbunken, hvor det langsomt frigiver næringsstoffer.
Men som med alt godt her i livet gælder det om at dosere med måde. For meget kaffegrums kan gøre jorden for sur – og så bliver busken alt andet end taknemmelig. En kop pr. plante, én til to gange om måneden, er nok til at gøre en synlig forskel.
Så næste gang du hælder kaffe i koppen, så gem lige resterne. Dine hindbær vil takke dig – med bær, der smager af sommer.