Det nyeste fra haveverden: 5 tendenser, du nemt kan anlægge i din egen have

Hus og have

25/05/2024

Foto: Haveselskabet
Foto: Haveselskabet

Skrevet af J. Bøgen

Måske et oplagt projekt til de næste weekender?

Haveselskabet var vanen tro med, da Chelsea Flower Show 2024 åbnede i pinsen for de mere end 100.000 gæster, der rejser til London for at se det nyeste fra haveverdenen.

I år er der flere af de store tendenser, du nemt og relativt hurtigt kan hente hjem i din egen have. Sådan lyder det fra Louise Møller, fagredaktør i Haveselskabet, som har været i England for at se på de spektakulære og toneangivende showhaver, som verdens førende havedesignere har skabt til årets show. 

Showhaverne er haveverdenens svar på modebranchens catwalk med haute couture, og de trends, der vises frem på haveshowet, kommer derfor i nærmeste fremtid til at smitte af på, hvordan vi ser på haven og indretter os derude. 

”De store overskrifter fra Chelsea Flower Show i år er vores ressourceforbrug og de markante vejrforandringer, som påvirker haven. Havdesignerne gør det klart, at vi er nødt til at forholde os til, hvor mange ressourcer vi bruger i haven, og til hvordan vi indretter vores haver, så de kan håndtere ekstreme regnskyl og ekstrem tørke, som vi vil opleve mere og mere af i fremtiden. Det er ikke nemt at løse, fordi regn og tørke er hinandens modsætninger, men vi er hver især nødt til at tænke, hvad vi kan gøre i vores have. Det kommer designerne på årets Chelsea Flower Show med nogle virkelig spændende forslag til,” siger Louise Møller, fagredaktør i Haveselskabet

Haveselskabet er en non-profit forening for haveejere med medlemmer over hele landet og har gennem mere end 150 år arbejdet for at give haveejerne den nyeste viden om haven. Det er verdens næstældste haveselskab – kun overgået af det engelske, som står bag Chelsea Flower Show.

Derfor er det altid spændende for Haveselskabet at tage til London og se, hvilke tendenser der kommer til at præge haveverdenen, og hjælpe med at ’oversætte dem’ til danske forhold, så danske haveejere kan lade sig inspirere og få glæde af dem.  

”Mange af ideerne fra årets Chelsea Flower Show er nemme at tage hjem og gøre til virkelighed i ens egen have,” siger Louise Møller. 

1) Skab skygge

Store træer, der giver skygge, går igen i stort set alle haver på årets Chelsea Flower Show. For vi har brug for skygge til de varme og tørre perioder, som vi får flere af.

Det kan gøres på mange måder, men de fleste havedesignere opfordrer til at plante træer eller store buske. 

”Mange vil nok vælge ikke at skabe skygge lige op ad huset, fordi man vil også gerne have lys ind i sin bolig. Men overvej en ekstra gang, om det nu også skal være i bunden af haven, for man får meget glæde af skyggeområderne, hvis de er tæt på huset. Det med at kunne sætte sig i skyggen kommer vi nemlig til at sætte pris på med de lange, varme og tørre perioder. Et godt tip er derfor at vælge et sted, hvor man kan lide at opholde sig,” siger Louise Møller, fagredaktør i Haveselskabet. 

Sørg for at skab skyggen på en måde, så du kan opholde dig under den. Det kan være med højstammede træer, en pergola med klatreplanter eller en pavillon.

Planter du træer, så vælg træarter, der gør det muligt også at dyrke planter nedenunder – det giver en frodig skovstemning. Det kan f.eks. være en stor hasselbusk, et egetræ eller birketræ, som har en mere flimrende skygge end f.eks. bøg og lind, der næsten ikke lukker noget lys igennem.

Til den lille have er hasselbuske og kirsebærtræer gode. I gårdhaven og på den store altan kan man vælge at have et lille træ i krukke. Husk dog at give træet en stor krukke, så det kan vokse – og husk, at det ikke kan gro for evigt i samme beholder. Regn med højst syv-otte år, før det skal plantes ud. Bærmispel er et godt bud på et lille træ til krukke. 

TIP: Når du planter træer og buske i haven, så overvej hjemmehørende arter som f.eks. pil, kirsebær og tjørn. Det er smukke træer og en god måde at få hjemmehørende arter ind i haven på.

2) Bland sommerblomster mellem stauderne

Flere haver på årets Chelsea Flower Show har blandet sommerblomster og stauder side om side i samme bed. Det er godt tænkt, for mens stauder som regel har en relativt kort blomstringsperiode, blomstrer sommerblomsterne gerne fra juni og helt frem til den første frost.

Det kan være svært at få stauder til at afløse hinanden gennem hele sæsonen, og hvis man f.eks. har et bed med farvetema, kan man oplagt lade sig inspirere og plante sommerblomster ind imellem, så farverne holder hele sæsonen. 

”Et flot eksempel fra Chelsea er sommerblomsterne morgenfrue og trommestik, der var plantet ind mellem stauder som haveiris, nelikkerod, bronzefennikel og kongelys. Det er meget gul-gyldne nuancer, men vil man hellere have andre farver, er det kun ens egen fantasi, der sætter grænser,” siger Louise Møller.

3) Bland de hjemmehørende arter med kultiverede planter

Årets showhaver har fokus på hjemmehørende arter, men i stedet for at lave områder med f.eks. blomstereng, som vi kender det, blander mange dem nu med de kultiverede planter.

Fordelingen i samme bed er cirka 80 procent hjemmehørende arter, mens 20 procent er kultiverede planter. Mange haveejere holder af både vilde og dyrkede blomster, og ved at blande dem sammen, får man det, Haveselskabet kalder en ’vildt pæn have’. 

”Udtrykket bliver anderledes med de vilde planter imellem de dyrkede, for i og med der kommer flere hjemmehørende arter ind i havedesignet, bliver vores haver lidt mere noget, der ligner natur – men ved at mikse det med dyrkede planter, kan man som haveejer i højere grad sætte sit eget præg på udtrykket. En fin kombination kan f.eks. være skovstorkenæb, almindelig kvan, hjertegræs og violfrøstjerne. Det er alle stauder, og kun violfrøstjerne er ikke hjemmehørende,” siger Louise Møller og tilføjer, at de i øvrigt alle egner sig godt til halvskygge, hvis man mangler inspiration til sit nye skyggebed.

4) Brug genbrug i haven i stedet for at købe nyt

Det gælder især i forhold til belægningsmaterialer, at vi skal tænke meget mere over, hvordan vi kan bruge ressourcerne igen og igen. Der er et meget stort fokus fra havedesignerne på Chelsea i år på at vælge genbrug eller lokalt producerede materialer.

I stedet for at køre i byggemarkedet og købe 20 kvadratmeter nye betonfliser, er det værd at overveje andre muligheder. Materialer som natursten, grus, granit og teglklinker holder nærmest evigt, og ofte kan man være heldig at finde dem brugt til ikke mange penge. 

”Fordelen ved genbrug i haven er også, at det giver haven lidt patina og atmosfære, og så gavner det både klimaet og pengepungen,” siger Louise Møller.

5) Skab uformelle siddepladser og hyggehjørner

Den store terrasse med plads til 10 gæster, grill, udekøkken og loungemøbler er ikke så meget i fokus mere. Prøv i stedet at opleve haven fra andre vinkler og skab siddepladser steder i haven, hvor du ikke plejer at opholde dig. Tag din havestol, flyt den lidt rundt i haven og prøv at sidde nye steder.

Når du har fundet det sted, du bedst kan lide, kan du se på, hvilken form for siddemøbel, du vil have. Gør du dit nye hyggehjørne uformelt, kan det måske også inspirere til flere uforpligtende pauser i haven – en terrasse med stol og bord vil de fleste gerne holde fri for nedfaldne blade og ukrudt mellem fliserne, hvorimod en træstub under æbletræet ikke skaber de samme forventninger eller krav om at skulle se ud på en bestemt måde. 

”En træstub eller en stor sten blender godt ind i haven, for det bliver lidt usynligt, at det er et møbel, men det kan være et skønt sted at tage et hvil og nyde en kop kaffe. Man kan sagtens skrælle barken af en træstub og give den en gang olie og på en gang gøre det indbydende og en naturlig del af haven,” siger Louise Møller og tilføjer, at det er oplagt at kombinere de små siddepladser med et nyt skyggeområde i haven.

TIP: Gør plads til vandet

Alle haver på Chelsea giver i år deres bud på, hvordan vores haver skal håndtere de ekstreme mængder nedbør, vi har oplevet de seneste år.

Her er ikke tale om snuptagsløsninger – nogle havedesignere har skabt lavninger i haven med fugtelskende planter til opsamling af vand, andre har hævet havens gangarealer – men et godt tip er allerede nu at begynde at overveje, hvordan du kan tænke vand ind i din have. 

"Det spændende ved årets show er, at der er virkelig gode eksempler til både store og små haver. Der er virkelig meget inspiration at hente for alle haveejere," siger Louise Møller.