Byd bare mariehønsene velkommen: Men klask denne art, så snart du ser den

Hus og have

08/04/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

I teorien kan det betyde enden på mariehøns i Danmark, hvis den får lov at brede sig.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Foråret er lig med mange ting.

Årsopgørelsen for det forgangne år bliver offentliggjort, naturen begynder at spire, dagene bliver længere, temperaturerne stiger, og dyrene kommer frem fra deres vinterhi.

Det gælder også insekter, og selvom mange nok vil erklære sig klar til at tage voldsomme midler i brug for at komme for eksempel myg til livs, så er der nogle insekter, du skal være glad for at have på besøg.

Det gælder for eksempel mariehøns, som du skal være særdeles glad for at have i haven - medmindre de er af en særlig art.

Derfor er det godt

Biolog og naturvejleder Jes Aagaard oplever, at der er ”rigtig mange” mariehøns i år, fortæller han til TV 2.

Han forklarer til mediet, at det store antal mariehøns tyder på, at insekerne har overvintret, og kombineret med en temperaturmæssigt mild vinter, har mange endda overlevet.

Og selvom det måske kan se voldsomt ud, når det pludselig vrimler med de små, prikkede insekter, bør du være glad for at have dem på besøg. De bidrager nemlig ikke kun til flotte farver i haven, men hjælper dig faktisk også med at beskytte dine planter mod en velkendt plageånd.

"En mariehøne spiser cirka én bladlus i minuttet. Og når den har lagt æg, og larverne klækker, ja, så gnasker mariehønsene også i dem for alle pengene," siger biologen til TV 2.

Denne art skal du klaske

I det daglige taler vi bare om "mariehøns", men i virkeligheden er der cirka 50 arter af netop den type insekter i Danmark.

Og selvom man altså overordnet set skal byde de flyvende små kræ velkomne i haven, er der én bestemt art, man bør bekæmpe med næb og klør.

Siden begyndelsen af årtusindet har den invasive harlekinmariehøne, der er hjemmehørende i Asien, trængt sig på i store dele af Europa – også i Danmark, hvor den blev fundet første gang i naturen i 2006 ifølge Miljøstyrelsen.

Det er et problem, fordi netop den art stjæler pladsen fra de andre arter.

På Miljøstyrelsens hjemmeside kan man læse, hvordan man kan identificere og bekæmpe den uvelkomne gæst - en vigtig opgave, da det kan betyde enden på mariehøns i Danmark, hvis den får lov til at brede sig.

Hvis der kun er en enkelt art tilbage i landet, kan et enkelt sygdomsudbrud nemlig føre til, at mariehøns simpelthen forsvinder i Danmark. Hvis der derimod er flere arter, vil det øge chanerne for, at i hvert fald en af arterne overlever.