Der er mange måder at lave æg på, og nogle gange giver navnet på en given tilberedningsmetode da også mening.
Tænk bare på røræg - det er æg, som du rører sammen. Logisk, ikke?
Hårdkogt og blødkogt - vil du have blommen fast eller flydende, igen passer det.
Og pocherede æg - pochering stammer fra det franske udtryk "pocher", som betyder "at danne en lomme". Har man prøvet at lave pocherede æg, giver dette udtryk også nogenlunde mening.
Men hvad hulen har man tænkt, da man navngav spejlæg? Det er jo ikke ligefrem, fordi man kan bruge de stegte æg som et spejle (ja, jeg har prøvet ...), men tro det eller lad være: Også dette navn giver fint mening, når man kender historien bag!
Og for at forstå det, skal vi først lige se på, hvor retten overhovedet stammer fra.
Romerne spejlede æg
Det virker vildt, men faktisk kan spejlæggets oprindelse spores helt tilbage til det antikke Rom. Her spiste romerne et måltid kaldet "ova sphaerica", som blandt andet inkluderede stegte æg.
Først i middelalderen kom spejlægget til Europa, og i det 14. århundrede blev tilberedningen kendt som "på spejl" - og det er her, vi skal finde forklaringen på det ikke særligt logiske navn.
Spejlægget har nemlig fået sit navn fra det tyske ord "spiegelei", som bedst kan oversættes til "spejllignende æg". Når ægget bliver slået ud på panden, bliver det således fladt som et spejl, og faktisk er der yderligere to grunde til, at navnet giver en vis mening.
Spejl betyder teknisk set "reflektion i overflade", og det får ægget jo egentlig også, når det bliver fladt.
Derudover vil nogen argumentere for, at blommen i midten af ægget kan tolkes som "ansigtet" i det "spejl" ægget udgør på panden.
Nuvel, de sidste to argumenter er måske lidt langt ude, men den sproglige udvikling fra det tyske "spiegelei" til det danske spejlæg giver i hvert fald fint mening!
Kilde. Danmarkmedmere
