Vigtigt brev på vej til 700.000 danskere: Glem det ikke

Generelle nyheder

01/09/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Når borgerne i Region Sjælland fra 1. oktober skal ringe til lægevagt, skadestue eller psykiatrisk akutmodtagelse, skal der tastes 1818 – det nye fælles telefonnummer til hurtig hjælp ved sygdom og skade.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

1818.

Efter 1. oktober behøver regionens borgere kun huske de fire cifre, hvis de får brug for akuthjælp og skal have fat i lægevagt, skadestue eller psykiatrisk akutmodtagelse. Et brev med den besked lander i dag og de kommende dage i e-Boks eller postkassen hos de omkring 716.000 borgere i Region Sjælland, der er fyldt 15 år.

I brevet er der også et vigtigt budskab om, at man fortsat skal ringe 1-1-2 ved akut livstruende situationer.

"Jeg er glad for, at vi gør det endnu nemmere at komme i kontakt med sundhedsvæsenet, når man som borger har akut brug for hurtig hjælp ved sygdom og skade. Hidtil har der været seks forskellige numre, der kunne være svære at huske. Det forenkler vi nu, så man kun skal huske på telefonnummeret 1818 – fire cifre, der øger tilgængeligheden og gør det lettere for borgerne," siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

1818 erstatter og samler de seks forskellige telefonnumre, der i dag er på akutområdet til lægevagten (herunder sundhedsrådgivningen), skadestuen og psykiatrisk akutmodtagelse. Hvis borgere efter 1. oktober ringer til et af de numre, der ikke længere er i brug, henviser en telefonsvarer til det nye nummer.

Overtager hele lægevagten

Overgangen til 1818 sker samtidig med, at Region Sjælland overtager hele driften af lægevagten fra Praktiserende Lægers Organisation. Når man fra 1. oktober kontakter lægevagten, vil både læger, sygeplejersker og særligt uddannede ambulancebehandlere være klar til at hjælpe. Lægevagten har ligesom i dag åben, når ens egen læge har lukket.

"Lægevagten er en helt afgørende del af vores sundhedsvæsen tæt på borgerne, og det er en spændende og vigtig opgave, som vi glæder os til at komme i gang med. Både lægevagtens konsultationssteder, samt de udkørende lægevagtsbiler, er udstyret med nyt og moderne måleudstyr, der kan være med til at sikre, at vi hurtigere kan finde ud af, hvad borgerne fejler, så vi kan give den rette behandling," siger Heino Knudsen.

Der vil fortsat være 11 steder, hvor man efter telefonisk kontakt til lægevagten kan møde op og blive tilset af en læge. Konsultationsstederne ligger i Holbæk, Kalundborg, Køge, Nakskov, Næstved, Nykøbing F., Nykøbing Sj., Ringsted, Roskilde, Slagelse og Vordingborg. Lægevagten kan også beslutte at køre på sygebesøg i borgerens eget hjem.