Vejdirektoratet advarer: Forvent ekstra rejsetid over hele landet

Generelle nyheder

09/07/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

I dag kan der være tæt trafik flere steder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Lørdag er i sommerperioden en meget travl dag rent trafikalt. Det er nemlig dagen, hvor der er byttedag i sommerhusene. Det betyder, at både ind- og udtjekninger skal krydse de danske veje samtidig.

Det giver tæt trafik på mange veje, og derfor skal man forvente længere rejsetid. Det kan derfor være en god idé at supplere pakkelisten op med lidt mad, drikke og en god portion tålmodighed, hvis du skal ud at køre en længere tur i dag.

Mellem klokken 10 og 15 forventer Vejdirektoratet tæt trafik på tværs af landet. Det fortæller Brit Osted Nielsen fra Vejdirektoratet til Berlingske.

Store rejsedag

»Det er en af de store rejsedage lørdag. Det er fra København til Storebæltsbroen på Køge Bugt Motorvejen og Vestmotorvejen. Så er det henover Fyn, specielt i vestgående retning, og så er det til Aarhus-området og hele vejen ned til grænsen. Der kan det være i begge retninger,« siger hun.

Også ved færgen fra Odden og mod landets store sommerhusområder vil der være pres på trafikken.

tyske delstater på ferie

Særligt i de kendte sommerhusområder i Nordsjælland, på hele den jyske Vestkyst og i området omkring Skagen kan der blive tæt trafik på de mindre veje, fortæller Brit Osted Nielsen og tilføjer, at der søndag kan blive tæt trafik mellem klokken 12 og 16, men der burde ikke være større kødannelser.

Skal man derimod længere sydpå og gennem Tyskland, kan tålmodighed for alvor blive en vigtig del af ferien. Det skyldes blandt andet, at flere tyske delstater er gået på ferie.

Derfor kan trafikken nemt blive tæt særligt nær de store byer samt på vejene A7 og A9 ned gennem Tyskland.