Har du fået bedskeden?
Lige nu læser andre
Digital Post er i dag en integreret del af hverdagen for langt de fleste danskere.
Det er her, vi modtager beskeder fra det offentlige om alt fra skat og sundhed til børneydelser og pension.
Nu bliver e-Boks også brugt som redskab i en ny sundhedsindsats målrettet tusindvis af kvinder.
Fra denne måned vil 3.500 kvinder i Region Nordjylland modtage en årlig påmindelse i e-Boks om at få tjekket deres blodsukker.
Fælles for dem er, at de tidligere har haft graviditetsdiabetes.
Læs også
Initiativet kommer, fordi alt for få møder op til kontrol efter fødslen.
I dag er det kun omkring 18 procent, der får tjekket blodsukkeret fire til seks år efter graviditeten.
Halvdelen er i risiko
Ifølge Steno Diabetes Center Nordjylland udvikler omkring halvdelen af kvinder med tidligere graviditetsdiabetes enten forhøjet langtidsblodsukker eller type 2 diabetes 10 til 14 år efter fødslen.
”Alt for meget ansvar har hidtil ligget hos den enkelte kvinde. Med de årlige påmindelser vil vi gøre det lettere at tage imod et vigtigt sundhedstilbud og opdage sygdommen i tide,” siger Poul Erik Jakobsen, direktør ved Steno Diabetes Center Nordjylland ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Graviditetsdiabetes opstår, når kroppen under graviditeten ikke kan producere nok insulin til at dække behovet.
Læs også
Ofte normaliseres blodsukkeret efter fødslen, men risikoen for senere sygdom forsvinder ikke.
Systemet mister kvinderne
Også læger peger på, at mange kvinder forsvinder ud af sundhedssystemet, når barslen slutter og hverdagen tager over.
”Vores oplevelse er, at det sjældent handler om manglende vilje, når kvinderne dropper kontrollerne. Det handler om en travl hverdag, hvor kvindens egen sundhed let ryger i baggrunden, og det kan vi forhåbentligt ændre gennem projektet her,” siger overlæge Trine Tang Christensen fra Steno Diabetes Center Nordjylland.
På landsplan har omkring 35.000 kvinder haft graviditetsdiabetes de seneste ti år.
Hvert år rammes cirka hver tiende fødende af enten graviditetsdiabetes eller svangerskabsforgiftning.
Læs også
Region Nordjyllands projekt løber frem til 2030 og skal evalueres med henblik på en permanent ordning. Også andre regioner overvejer lignende tiltag.