Testkøres i dag: Her skal du holde øje med det grønne tog

Generelle nyheder

15/08/2024

Foto: Hovedstadens Letbane
Foto: Hovedstadens Letbane

Skrevet af J. Bøgen

Den ventes at transportere op mod 14 millioner passagerer om året.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det første tog ruller i dag ud på skinnerne fra Hovedstadens Letbanes kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup.

Her skal både banen og de grønne tog testkøres på en kortere strækning mellem kontrol- og vedligeholdelsescenteret og Glostrup Station.

Testkørselsfasen er en vigtig milepæl i processen mod, at Letbanen kan åbne for passagerer.

At Letbanens testkørsel begynder i Glostrup Kommune, glæder borgmester Kasper Damsgaard.

”Det er fantastisk, at vi er nået så langt, at Glostrups borgere nu kan opleve tog på strækningen. Det har været nogle trafikalt hårde år under byggeriet for alle, men testkørslerne vidner om, at vi nu kan se lyset for enden af tunnelen, og at man som borger snart kan komme let på tværs af hovedstaden. I Glostrup spiller Letbanen en afgørende rolle for udviklingen i kommunen – både i vores erhvervsområder, Glostrups bymidte og hele stationsområdet. Derfor er jeg meget glad for, at Letbanens første tur i forbindelse med testkørslen er begyndt i Glostrup,” siger han.

Hold øje med det grønne tog

Letbanen kører i sit eget spor, men vil blandt andet i vejkryds være en del af den øvrige trafik.

”Vi ved, at Letbanen er et nyt element i trafikken for de fleste borgere i hovedstadsområdet. Derfor er det vigtigt, at man som borger ved, hvad man kan forvente og skal forholde sig til, når Letbanen kører på strækningen,” fortæller projektdirektør i Hovedstadens Letbane, Henrik Bendsen.

Hovedstadens Letbane har op til testkørslens begyndelse informeret borgerne langs strækningen. Det er sket gennem nyhedsbreve, hjemmeside og sociale medier samt i medier, der er synlige ude på strækningen. Det drejer sig for eksempel om busbagsider og læskure ved busstoppesteder. Formålet har været at skabe opmærksomhed om, at der nu er en ny deltager i trafikken i Glostrup Kommune.

”Vi ved af erfaring, at der vil være en tilpasningsperiode for både trafikanter og letbaneførere. Som trafikant skal man derfor være særligt opmærksom på at overholde færdselsreglerne og holde øje med det grønne tog, når man færdes på strækningen,” afslutter Henrik Bendsen.

Fakta om testkørslen

  • Testkørslen foregår på strækningen fra kontrol- og vedligeholdelsescenteret (Nordre Ringvej/Slotherrensvej) og forbi letbanestationerne Rødovre Nord, Glostrup Ejby, Glostrup Nord - Hersted, Glostrup Hospital - Rigshospitalet og slutter ved Glostrup Station. Testkørslen foregår dermed primært i Glostrup Kommune samt en kortere strækning i Rødovre Kommune.

  • Testkørslen sker først med et enkelt tog og senere flere tog i begge retninger.

  • I testkørselsfasen kører Letbanen indledningsvist med lavere hastigheder end dem, trafikanter kan forvente, når Letbanen er i drift.

  • Testkørslen skal teste toget i kørsel på skinnerne. I den forbindelse testes signalsystemet, som viser togenes placering på strækningen, også. Derudover skal der udføres test af toget, hvor det ikke kører. Det drejer sig blandt andet om test af togets døre, informationssystem, belysning og ventilation.

Læs mere om testkørsel her: Testkørsel af Letbanen - Hovedstadens Letbane (dinletbane.dk)

Fakta om Letbanen

  • Letbanens strækning er i alt cirka 28 kilometer lang og omfatter i alt 29 stationer fra Lundtofte nord for Lyngby til Ishøj i syd.

  • Letbanen skaber forbindelse til seks S-togsstationer, og der vil være afgange hvert 5. minut i dagtimerne, og hvert 10. minut i aftentimerne og i weekenden.

  • Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.

  • Hovedstadens Letbane forventes ifølge passagerprognosen at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030.

Læs mere om Hovedstadens Letbane på www.dinletbane.dk.