Rusland presser Europa: Der er lukket for gassen

Generelle nyheder

03/09/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Den store gasforbindelse fra Rusland til Tyskland har været lukket siden onsdag på grund af vedligeholdelse. Gazprom i Rusland havde annonceret, at de ville åbne for flowet igen lørdag, men det har ikke været tilfældet. Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Onsdag den 31. august lukkede gasleverancerne via Nord Stream 1 fra Rusland til Tyskland grundet vedligehold. Det var dog meningen, at der skulle åbnes for flowet på Nord Stream 1 igen i dag lørdag.

Gazprom har fredag aften meddelt, at de ikke genåbner flowet på Nord Stream 1 på grund af tekniske problemer. Gazprom har ikke oplyst, hvornår de eventuelt forventer at åbne Nord Stream 1 igen.

”Det er naturligvis en alvorlig udvikling, at der ikke kommer gas til Europa fra Nord Stream 1. Det viser noget om, hvor uforudsigelig en situation vi er i. Vi er godt forberedt og har fyldt gas på vores lagre, og vi har fortsat et gasmarked, hvor gassen flyder på tværs af grænserne. Det er helt afgørende for at kunne sikre gasforsyningen i den kommende fyringssæson,” siger Martin Hansen, der er vicedirektør i Energistyrelsen.    

Alle bør spare på energien

Energistyrelsen opfordrer alle danskere til at spare på energien, da forsyningssikkerheden vil være under pres, når fyringssæsonen er i gang.

”Det er afgørende for forsyningssikkerheden den kommende vinter, at vi alle sammen – både borgere og virksomheder – sparer på energien, alt det vi kan,” siger Martin Hansen.

På SparEnergi.dk klæder vi danskerne på til den kommende fyringssæson og kommer med sæsonbaserede råd. Det betyder, at du kan få gode råd til at spare på energien, der både er gode for pengepungen, forsyningssikkerheden og klimaet.