Den norske supermarkedskæde, Rema 1000, var én af de første supermarkedskæder, der for alvor satte gang i kampen mod madspild og fokus på bæredygtighed. Det gjorde de med en række forskellige tiltag, der skulle være med til at øge kædens brand.
Derfor var det naturligt for discountkæden i 2014 at fjerne palmeolie som en af ingredienserne i deres egne produkter, ligesom der ikke længere blev taget nye produkter med palmeolie ind i sortimentet.
Grunden til at palmeolie skulle tages ud af sortimentet skyldtes, at produktionen af palmeolie går hårdt ud over regnskov og dyreliv på grund af skovrydning.
Det skriver Dagens.dk.
Desværre har den norske supermarkedskæde nu måtte fravige sine principper. Det skriver Nettavisen.
Ifølge det norske medie har krigen i Ukraine og den deraf komne madolie-krise nemlig gjort, at flere af kædens leverandører ikke kan skaffe bæredygtig olie. Det er blandt andet solsikkeolie, der har været mangel på. Derfor har flere producenter været nødt til at bruge palmeolie i stedet, hvilket Rema 1000 har valgt at acceptere i en periode.
"At skære palmeolie ud er en af vores hjertesager," forklarer Line Aarnes, der er kategori- og indkøbsdirektør i Rema 1000, til Nettavisen. Hun uddyber:
"[...] nu har vi midlertidigt accepteret [palmeolie] på grund af manglen på solsikkeolie som følge af krigen i Ukraine."
Hvor længe Rema 1000 vælger at acceptere producenternes brug af palmeolie er uvist.