Nyt studie afslører: Gaming gør børn klogere

Generelle nyheder

07/06/2022

Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Skærmtid er ikke kun en dårlig ting.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Barndommen er for mange børn  i dag fyldt med digitale indspark i form af tv, tablets, telefoner, computere og spillekonsoller. Det har givetvis sine fordele, men der er helt sikkert også ulemper såsom ømme muskler forårsaget af dårlige positioner.

Særligt gaming har i flere år været et omdiskuteret emne blandt forældre. Hvor lang tid må et barn spille om dagen, og hvor stringent skal man være med hensyn til aldersgrænser på spillene?

Ny forskning kommer nu med positivt indspark til dem, som er glade for skærmtiden.

Intelligens og skærmbrug

I et studie fra Karolinska Institutet i Sverige har forskere undersøgt sammenhængen mellem udviklingen af intelligens og skærmbrug hos børn.

Forskerne konkluderer i studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet Scientific Reports, at de børn, der brugte mest tid på at spille computerspil, blev mere intelligente sammenlignet med deres jævnaldrende, som brugte mindre tid på computerspil. Det er dog ikke 100 procent sikkert, at den højere intelligens direkte skyldes skærmbrug.

I studiet indgik 5.169 amerikanske børn i alderen 9-10 år, der alle blev bedt om at lave en række intelligenstests. I en efterfølgende periode på to år skulle børnene notere deres skærmbrug, og herefter blev de testet igen.

På den måde kunne forskerne vurdere børnenes kognitive udvikling sammenlignet med deres skærmbrug.

Gaming har en positiv virkning

"Vi fandt ud af, at gaming havde en positiv indvirkning på intelligens," fortæller Torkel Klingberg, der professor i kognitiv neurovidenskab ved Institut for Neurovidenskab på Karolinska Institutet og medforfatter på studiet, til Videnskab.dk.

Studiet viste, at de 16 procent mest computerspillende børn efter de to år scorede 2,5 IQ-point højere i intelligenstesten end gennemsnittet relativt til deres første test.

For de børn, der hellere brugte tid på TV og videoer eller på sociale medier, var der hverken nogen negativ eller positiv udvikling.