Ny trend: Du kan nok opleve ekstra travle campingpladser denne sommer

Generelle nyheder

12/07/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Trods et upålideligt dansk sommervejr tilvælges de køligere forhold i Norden – ’coolcation’ kaldes det.

De seneste par år er de udenlandske turister for alvor vendt tilbage til de danske campingpladser efter et par sløje år under corona.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at udenlandske campister foretog 30 procent flere overnatninger i Danmark i 2023 end i 2019 inden pandemien.

Ifølge Niels Frederik Lund, der er direktør i brancheforeningen Camping Outdoor Danmark, hænger den store interesse fra udlandet sammen med det danske sommervejr.

"Vi har de seneste år set, at flere turister fra især Tyskland og Holland foretrækker at holde ferie i Danmark fremfor at drage længere sydpå. Vi ser i stigende grad, at flere søger mod nord, fordi de simpelthen fravælger risikoen for de høje varmegrader i Sydeuropa, som er blevet mere ekstreme over årene," siger Niels Frederik Lund.

Markant stigning i tyske bookinger

Hos First Camp, der er Skandinaviens største kæde af campingpladser, ser stigningen i antallet af udenlandske gæster, der camperer i Danmark, ud til at fortsætte.

I skrivende stund er der 22 procent flere bookinger fra tyske turister til de danske pladser sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

"Vi oplever, at især tyskerne og til dels hollænderne i stigende grad søger mod Danmark og Norden, og på nogle af vores pladser står de tyske gæster for cirka 90 procent af belægningen. Vi ser i øjeblikket en markant ændring i retning af en ny trend, som bliver kaldt ’coolcation’," siger Kent Lodberg, der er Head of Brand & Marketing hos First Camp og uddyber:

"Fremfor at tage sydpå for at være garanteret sol og høje temperaturer, kigger flere mod Nord for at være garanteret temperaturer, man kan holde ud at være i. Og så lever man til gengæld med, at der jo ikke er nogen garantier, når det handler om det danske sommervejr."

Det bedste fra to verdner

Det er imidlertid ikke kun udenlandske gæster, der vælger Danmark. 72 procent af danskerne forventer ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv at holde sommerferie i Danmark. Hos First Camp oplever man især at overnatning i telt er blevet populært og har på nuværende tidspunkt 55 procent flere teltbookinger i Danmark sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

"Stigningen i teltbookinger hænger sammen med, at rigtig mange gerne vil opleve og sove i naturen – også den luksuriøse udgave glamping – vinder frem. Sammen med naturen vil de fleste dog gerne have adgang til de servicebygninger, der er på en campingplads," siger Kent Lodberg.

"Mange danske campingpladser satser mere og mere på glamping, og der lægges vægt på at trække mere af den vilde natur ind på pladserne. De unge vil især gerne ud i naturen og ligge i et telt og være tæt på træer og fugle og vand, men de vil også gerne have adgang til toilet og på den måde få det bedste fra to verdner," siger Niels Frederik Lund.