Novo nordisk og Arla rammes
Lige nu er der en overhængende risiko for, at Putin lukker for gassen, der flyder fra Rusland til Europa.
Bliver det aktuelt får det store konsekvenser for omkring 50 virksomheder. De er alle afhængige af gas for at producere deres produkter. Virksomhederne er landet på Energistyrelsens liste over de virksomheder, som først vil få lukket få gassen i tilfælde af mangel.
Det skriver dr.dk
”Hvis man kommer i den situation, hvor der er knaphed på gas i Danmark, kan man helt eller delvist afbryde gassen til dem. Det ved virksomhederne allerede, og vi er i en god dialog med dem,” siger Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen til DR.
Nogle af de større virksomheder, der kan blive ramt, er blandt andet Novo Nordisk og Arla.
Ingen gas betyder ingen øl
En af de virksomheder, der står på listen, er Sophus Fuglsang Export-Maltfabrik, der ligger i Haderslev. Virksomheden bruger en del energi til at producere malt til bryggerier.
”Gassen er meget vigtig, absolut. Selvfølgelig skal vi bruge gas, især når malten skal tørres til sidst,” siger Claes Fuglsang, der er teknisk direktør i virksomheden.
Bliver der slukket for gassen får det både økonomiske konsekvenser for virksomheden, men også konsekvenser for danskernes øl:
”Hvis det går helt galt, så kører vi produktionen ned og står stille i en måned, og så går vi i gang igen,” siger han og fortsætter:
”Så må vi leve uden øl i en periode.”
Claes Fuglsang tager dog situationen med oprejst pande og kan godt se de store perspektiver i situationen.
”Det er vist ikke noget problem i forhold til det, der sker for menneskerne i Ukraine”