Kan koste dig 1000 kroner: Sådan kommer du hjem med juletræet uden bøder

Generelle nyheder

01/12/2023

Foto: Pixabay
Foto: Pixabay

Skrevet af Kathrine Frich

Hvis du skal fragte dit juletræ hjem i weekenden så læs med her.

Lige nu er det højsæson for afhentning af juletræer, men det er vigtigt at være sikker, når du fragter dit juletræ hjem igen.

Det skriver christmastree.dk

Der er flere muligheder for at fragte juletræet med hjem. Og nu da de fleste juletræssælgere pakker træet ind i net fylder det meget mindre.

Hvis du vælger at fragte dit juletræ hjem i bilen, kan det også hurtigt blive dyrt, da alt, der forstyrrer bilistens udsyn, er ulovligt, og det koster en bøde på 1.000 kr.

Fragter du træet hjem på tagbøjler?

Hvis du fragter træet hjem på tagbøjler er der et par ting du skal holde øje med:

  • Spidsen skal pege bagud, foden fremad. Gode spændremme skal surres fast om træet i begge ender. Du skal som minimum spænde remmen i rodenden rundt om selve stammen 

  • Er træet i et net, skal remmene spændes ekstra godt fast, da grenene giver efter. Husk stadig, at remmen skal godt rundt om stammen i rodenden. 

  • Træets længde er ikke et problem formelt set. Det må være 12 meter langt, men ikke overstige bilens tilladte taglast. Det må ikke rage mere end 15 cm ud over bilen til hver side. 

Træet skal afmærkes, hvis det rager mere end én meter bagud (eller forud). I dagslys kan det f.eks. være med en hvid klud eller et særligt refleksmærke. I lygtetændingstiden skal der hænge en lygte i enden.

Transporterer du træet inde i bilen?

Hvis træet er lille nok eller du har en stor bil, kan det give mening at fragte træet inde i bilen. der er dog også nogle ting du skal være opmærksomme på:

  • Foden skal vende fremad. En træplade bør anbringes på tværs af forsædernes bagside for at fordele et eventuelt tryk over et større område. 

  • Hvis bagklappen ikke kan lukkes, bør den holdes nede med en rem, så lygter og nummerplade er synlige. 

  • Træet må ikke hindre førerens udsyn. Bagruden må dog godt være dækket, hvis bilen har to sidespejle. 

Fragter du træet på en trailer?

Hvis du fragter træet på en trailer er der stadig flere ting der skal være i orden, før det er lovligt:

  • Foden skal vende fremad og træet spændes godt fast. 

  • Træet skal afmærkes, hvis det rager mere end én meter ud over trailerens bagende.

  • Juletræet må aldrig dække for lygter og nummerplade