Sommervejret er over os, og de høje temperaturer får os til at søge udenfor i det gode vejr – ofte med nøgne skuldre og bare ben. Det kan dog let føre til rød, forbrændt hud, hvis vi ikke husker solcremen.
Hvis du har en solcreme liggende i skabet fra en ferie eller fra sidste år, bør du dog ikke stole blindt på, at den kan beskytte dig.
Opbevaring er afgørende
Hvis du har opbevaret solcremen korrekt, og den endnu ikke er løbet over dato, så kan du trygt bruge den og slippe for at kaste penge efter en ny.
Men hvis du har haft den til at ligge i varme, sollys eller fugt, vil cremen nedbrydes hurtigere og muligvis have mistet sin beskyttende effekt.
Hvis udløbsdatoen er overskredet, bør du smide den ud. I bedste fald er beskyttelsen blot forringet, og i værste fald beskytter den slet ikke og kan tilmed forårsage ømhed og irriteret hud.
Kender du PAO-dåsen?
Du kan selv tjekke, om solcremen stadig er god, ved at se på dens farve. En solcreme, der ikke længere beskytter optimalt, vil ofte virke mere udvasket i farven og have en løsere konsistens.
Lugten kan også være et tegn på, at solcremen har set bedre dage.
Sidst men ikke mindst har de fleste produkter et symbol på bagsiden, der ligner en åben dåse med et tal og et M. Det kaldes et PAO symbol og betyder ”Period After Opening”, dvs. ”periode efter åbning”.
Symbolet fortæller, hvor længe produktet kan holde sig, efter det er blevet åbnet. M står for måneder, så 12M betyder selvfølgelig, at du trygt kan bruge produktet i et år efter åbning.