Jacob mister 44.000 kroner: Betalte ekskonens skat

Generelle nyheder

01/12/2022

Foto: shutterstock
Foto: shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Skattestyrelsen er opmærksomme på problematikken men vil ikke ændre deres procedure

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En ny sag viser at skatteyderne ofte afregner i blinde når de betaler restskat.

Det skriver faglige seniorer.

Det blev dyrt for Jacob Tremmer fra Allerød, da han skulle betale restskat via Betalingsservice. Han kom nemlig til at betale omkring 44.000 kroner af ekskonens restskat.

Opdagede ikke problemet

De månedlige oversigter, som kunderne får i Betalingsservice er kun anført med et kundenummer og man kan derfor ikke se navnet på den, der skylder beløbet.

Det burde ellers ikke være noget problem at sætte et navn på, da både forsikringsselskaber og andre firmaer gør det.

Jakob tjekker løbende betalingsservice men han er selvstændig og betaler sin egen skat via banken. Derfor bemærkede han ikke at nogle af de betalinger han lavede var for ekskonen.

”Hvis hendes navn havde stået der, så havde jeg straks set, at der var noget galt. Så havde jeg omgående stoppet betalingen,” siger Jacob Tremmer.

Sløv eller uoplyst

Jakob Tremmer ved godt, at det var ham, der dummede sig, da han betalte ekskonens skat.

Nogen ville måske klandre ham for ikke at tjekke betalingsoversigten grundigere igennem. Til det siger han:

”Efter en skilsmisse ryger der mange beløb frem og tilbage. Jeg fatter ikke, hvorfor Skattestyrelsen ikke ofrer de nødvendige penge på at tilpasse deres system, så de kan sætte navn på. Så var jeg sluppet for at tabe penge,”

Skattestyrelsen har bekræftet overfor Faglige seniorer, at de kun angiver kundenummer på oversigten fra betalingsservice.

Skattestyrelsen vil ikke ændre noget

De peger dog på at der i kundenummeret indgår personnummeret på den person som betalingen handler om,

Ved et tjek på Betalingsservice kan man se at, der er to cifre før de første seks cifre i personnummeret kommer. Derefter er der et ciffer før de sidste fire cifre fra personnummeret kommer og så afsluttes kundenummeret med yderligere to cifre. Man skal altså have øjnene med sig, for at opdage personnummeret.

”Hvordan skulle jeg kunne finde ud af det og derved opdage fejlen. Når jeg tjekker betalingsoversigten er jeg logget ind på min bank eller på e-Boks, og så må jeg gå ud fra, at betalinger vedrører mig selv,” siger Jacob Tremmer.

Skattestyrelsen har dog ikke tænkt sig at ændre på deres procedure. I en mail skriver de:

”Såfremt der skulle etableres en service, hvorefter der også skal overføres navneoplysninger til Betalingsservice, vil det medføre omkostninger blandt andet som følge af systemudvikling. Skattestyrelsen prioriterer løbende forbedringer, herunder systemtilpasninger, men har umiddelbart ingen planer om at ændre praksis på området for opkrævning af personskat i tilfælde af betaling via Betalingsservice,” skriver Skattestyrelsen.