I 2027 træder en ny ordning i kraft.
Et bredt flertal af Folketingets partier har indgået en aftale om en ny model for voksentandplejen, der blandt andet skal sikre, at alle voksne danskere får en tandkonto.
Men nye tal fra Sundhedsdatabanken viser, at behovet for hjælp langt fra er jævnt fordelt.
En analyse fra Tandliv viser, at der i Lolland Kommune blev trukket 90,2 tænder ud pr. 1.000 borgere i perioden 2021-2025.
Til sammenligning lå tallet på 23 i Gentofte og 24,6 i både Rudersdal og Hørsholm.
Det betyder, at der bliver trukket næsten fire gange så mange tænder ud i Lolland som i nogle af Danmarks mest velstående kommuner.
Tandudtrækninger er ofte et tegn på, at sygdomme og problemer har fået lov til at udvikle sig over længere tid.
Mange af de tænder, der ender med at blive fjernet, kunne muligvis være blevet reddet med tidligere behandling og forebyggelse.
Ifølge Tandliv rejser tallene spørgsmålet om, hvorvidt den kommende reform i tilstrækkelig grad hjælper de mennesker, som har størst risiko for at miste deres tænder.
“Det er positivt, at politikerne ønsker at forbedre danskernes adgang til tandpleje. Men når vi ser så markante forskelle mellem kommunerne, bør vi også spørge, om ressourcerne bliver målrettet de mennesker, som faktisk risikerer at miste deres tænder. Ellers risikerer vi at hjælpe alle lidt, men hjælpe de mest udsatte for lidt”, siger tandlæge og klinikejer Zohair Azzouzi fra Tandliv.
Tænderne viser den sociale ulighed
Forskellene mellem kommunerne afspejler en bredere social ulighed i sundhed, hvor økonomi, sygdom, livsvilkår og sundhedsvaner påvirker mulighederne for at få behandling i tide.
Det stemmer overens med Sundhedsdatastyrelsens rapport om social ulighed i brugen af sundhedsydelser, som viser, at borgere med kort uddannelse og lav indkomst generelt har dårligere sundhed og et større behandlingsbehov end mere ressourcestærke grupper.
Hos Tandliv oplever man også forskellene i praksis.
Klinikken driver både tandlægeklinik i Glostrup og på Vesterbro, hvor patienternes udfordringer ofte er meget forskellige.
“Tandsundhed følger desværre ofte sociale skel. Når mennesker mister tænder, handler det sjældent kun om tænder. Det handler også om økonomi, sygdom, livsvilkår og vaner som rygning, kost og alkohol – og om hvor let det er at få hjælp i tide. Når mennesker mister tænder, mister de ofte meget mere end en tand”, siger Zohair Azzouzi.