Er du en af dem?
Sommerferien får tusindvis af danskere til at sætte kursen mod varmere destinationer, men selvom flybilletter, pas og kufferter er gjort klar, er der stadig mange, der glemmer en vigtig del af ferieforberedelserne.
En ny undersøgelse viser, at en stor gruppe rejser afsted uden et økonomisk sikkerhedsnet, hvis noget uventet skulle ske.
En undersøgelse foretaget af Kantar Gallup viser, at mere end hver fjerde dansker tager på ferie uden en rejseforsikring.
Blandt de 18-29-årige drejer det sig om hver tredje, og ifølge Forsikringsoplysningen kan beslutningen få alvorlige følger.
Det skriver DR
Forsikringsekspert Anne Garde Slothuus advarer om, at manglende forsikringsdækning kan betyde, at rejsende selv står med både praktiske problemer og store udgifter.
“Der er ingen hjælp at få. Så man står selv for at finde ud af, hvordan man kommer hjem på den sikreste måde og udgifterne til det,” siger hun.
Sådan lyder anbefalingen
Rejseforsikringer kan blandt andet hjælpe med at dække mistet bagage, sygdom og anden assistance under ferien.
Alligevel fortæller flere personer i Københavns Lufthavn, at de enten ikke har en forsikring eller er i tvivl om, hvorvidt de faktisk er dækket.
En af dem er Elias Witt Aadahl, der var på vej til Kroatien uden en rejseforsikring. Han mener, at økonomien kan være en vigtig årsag til, at især unge fravælger forsikringen.
“Jeg tror, der er en følelse af, at man ikke har lige så meget at gøre godt med, og så vælger man jo fra,” siger han.
Ifølge Anne Garde Slothuus kan den besparelse, man opnår her og nu, hurtigt ende med at blive en dyr løsning, hvis der opstår problemer under rejsen.
Derfor anbefaler hun, at ferierejsende undersøger deres behov og sammenligner de forskellige rejseforsikringer, før de tager afsted.
Dækninger og priser er forskellige, og en billig forsikring kan ofte være nok, hvis den passer til den ferie, man skal på.