Vi har haft glæden af en rigtig dejlig weekend, hvis vi ser på det vejrmæssige. Masser af sol, mildt med vind, og temperaturer oppe i starten af 20'erne.
Noget af det har vi taget med over i starten på denne uge - og andet af det er blevet efterladt på perronen.
Morgenen starter ud med 17-18 grader mange steder, og det kan man jo ikke ligefrem kalde almindelige septembertemperaturer, så på den måde er vi stadig forkælede af vejrguderne.
De har dog smidt noget malurt i bægeret, da de høje temperaturer er ledsaget af jævn til hård vin fra øst og sydøst, og ved kysterne kan man endda komme op på kulingsstyrke.
I løbet af dagen kommer vi op på mellem 18 og 23 grader, og lokalt kan man endda nå hele 25 grader!
Men solskinnet følger ikke nødvendigvis med.
En rodebutik
Som DMI's meteorolog beskriver det, så kommer det til at være "noget af en rodebutik" når det kommer til fordelingen af sol og skyer i løbet af dagen, selvom vi de fleste steder står op til tørvejr. Ligeledes vil der også komme perioder med sol de fleste steder, men det er ikke til at sige, hvor meget det bliver til.
I takt med, at mandagen skrider frem, kommer der imidlertid et område med regn og byger ind over os fra sydvest, og eftermiddagen kommer derfor til at byde på et vådt intermezzo for de fleste, nok af 1-2 timers varighed.
Intensiteten i nedbøren kommer til at svinge ret betragteligt, så hvor man nogle steder kan få virkelig kraftig regn, måske med torden, vil man andre steder slippe noget billigere.