Har du set solen i dag? DMI melder om flot naturfænomen

Generelle nyheder

27/03/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Fra gammel tid kendtes fænomenet som varsel om vejrskift.

Vejret i dag bliver tørt med nogen eller en del sol. Det bliver dog mere skyet mod vest.

Det skriver DMI i deres vejrudsigt

En ring omkring solen

De skriver også at vi skal forvente temperaturer som kommer til at ligge mellem 9 og 15 grader.

Det forårsagtige vejr er dog ikke det eneste, du kan glæde dig til i dag:

"Landet bliver i dag delt i to, men ikke lige store dele. Længst mod vest bliver det mest skyet, men i resten af landet kan der komme nogen eller en del sol.
Solen kan dog fremstå sløret af højtliggende skyer.  Disse skyer kaldes Cirrus. De ligger ofte i en højde af 5-13 km og består af iskrystaller. Derfor kan man også kunne opleve en Halo," skriver meteorolog Hans Peter Wandler.

Hvad er Halo?

En lysende ring omkring Solen eller Månen kaldes en Halo. Den dannes ved lysets brydning i iskrystaller i cirrostratusskyer.

Halo er et optisk fænomen, der som regel fremtræder som en lysende ring omkring Solen eller Månen.

Lysbrydningen sker i iskrystaller i cirrostratusskyer. Pga. iskrystallernes sekskantede struktur har ringen en bredde på 22°, men af og til ses desuden en ring på 46°. Der kan desuden optræde ekstra lysende punkter i ringen til højre og venstre for solen, der kaldes bisole.

En veludviklet halo indeholder også tangentbuer, zenithbuer og til tider andre sjældent forekommende lysende buedele. Haloen ses normalt, når en varmfront nærmer sig, hvorfor den fra gammel tid sås som et varsel om vejrskift.