Flere får nu et trygt sted at bo.
Lige nu læser andre
Stadig flere ældre er i dag socialt udsatte og lever med komplekse psykiske, sociale og sundhedsmæssige udfordringer.
Erfaringer viser samtidig, at de eksisterende plejehjemstilbud kan have svært ved at imødekomme behovene hos sociale udsatte ældre.
På den baggrund får kommuner og private aktører nu mulighed for at ansøge om midler fra ny pulje til etablering af særlige plejehjemspladser, hvor der kan tages højde for målgruppens behov for en helhedsorienteret og tværfaglig indsats på tværs af social- og sundhedsområdet.
Det er Social- og Boligstyrelsen, som administrerer den nye pulje på samlet 20,5 millioner kroner.
Puljen er en del af ’Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2025-2028’ og regeringens værdighedsreform, som skal løfte indsatsen for de allermest udsatte borgere i Danmark.
Læs også
Sådan skriver Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Ældreminister Mette Kierkgaard siger:
– Virkeligheden er, at en voksende gruppe af ældre danskere lever på kanten af samfundet med hjemløshed, psykisk sygdom eller et mangeårigt misbrug. For disse mennesker er et almindeligt plejehjemstilbud sjældent nok. Med særlige pladser på plejehjem får de et sted, hvor der er faglighed og forståelse for deres livssituation.
– I løbet af godt 10 år, er antallet af hjemløse ældre over 60 år fordoblet. Det bekymrer mig. Et velfærdssamfund som vores skal måles på, hvordan vi behandler vores mest udsatte borgere. Derfor er det afgørende, at vi giver de mest udsatte ældre et trygt og værdigt liv. Jeg er derfor glad for, at vi nu gør det muligt at skabe bedre rammer for socialt udsatte på plejehjem.
Fakta om puljen
- Ansøgningspulje til oprettelse af særlige plejehjemspladser udgør i alt 20,5 mio. kr.
- Midlerne kan søges af kommuner og private aktører, herunder selvejende institutioner. Der er her mulighed for at flere forskellige aktører kan søge om midler i samarbejde.
- Midlerne skal bruges til at oprette særlige plejehjemspladser, hvor der kan tages hensyn til socialt udsatte ældres komplekse problemstillinger og behov for somatisk pleje og omsorg.
- Ansøgningsfrist er d. 31. oktober kl. 23.59.